Ingen af os undgår at komme tæt på krise og sygdom før eller siden. Og først når krisen rammer, ved vi, hvordan vi reagerer. Men jo bedre vi er klædt på til at håndtere sygdom hos vores pårørende, desto større sandsynlighed er der for at komme igennem krisen uden selv at knække nakken undervejs.
Journalist og psykoterapeut Lizl Rands bog Tæt på KRISE og SYGDOM er et rigtig godt bud på, hvordan man både kan være en bedre pårørende og samtidig passe bedre på sig selv. De to ting går hånd i hånd.
I bogen, der er sat op i et indbydende layout, har Lizl Rand samlet de allerbedste råd til dig, som er pårørende. Rådene kommer fra andre pårørende, som levende videregiver personlige oplevelser og vigtige erfaringer, fra syge, der fortæller, hvad der især har hjulpet dem og fra professionelle, der arbejder tæt på kriseramte, syge og døende.
I de forskellige kapitler er der en lille box med ”Værd at huske” som samler op på de vigtigste punkter, lige som bogen er krydret med forskellige øvelser og spørgsmål til læseren, som derved kan reflektere konstruktivt over sin egen situation og sine egne til tider modsatrettede og forvirrende følelser.
Blandt de vigtigste ting at huske som pårørende, er følgende:
Sidste kapitel ”Trin for trin – de bedste GENERELLE RÅD” er en minimanual, som overordnet guider dig igennem alt lige fra at søge viden, spotte signaler, lytte, bevare håbet, støtte den pårørende, tage vare på dig selv, tale med børnene osv. Der er sågar et ultrakort og derfor ikke særligt udtømmende afsnit om økonomi (sygedagpenge, pasningsorlov, testamente o.l.).
Bogen slutter af med række små øvelser, der bl.a. kan hjælpe dig med at håndtere bekymringer, fokusere på det gode i livet, skabe jordforbindelse osv., og endelig er der en oversigt over patientforeninger, hvor man kan hente støtte og hjælp.
Alt i alt en rigtig god og nærværende bog, som lader dig trække på værdifulde erfaringer fra andre, hvadenten de bidrager som professionelle eller har gået vejen før dig. Alle burde læse den før de pludselig befinder sig midt i en krise som pårørende. Men bedre sent end aldrig!
Anmeldt af Marie Särs Andersen
Tæt på KRISE og SYGDOM
Kunsten at gøre en forskel og passe på sig selv
Af Lizl Rand
Forlaget Ella, 2016