Bliv frivillig

Angst & StressForeningen har mere end 100 frivillige ildsjæle, som hjælper os med at gøre en stor forskel  for mennesker med angst og for deres pårørende. Hvis du også brænder for at hjælpe andre mennesker, hvad enten du selv har erfaring med angstlidelser, eller du har en professionel baggrund, er der forskellige muligheder:

 


Telefonrådgiver på AngstTelefonen – Voksne

Som rådgiver på AngstTelefonen for voksne med angst (18 år+) og deres pårørende besvarer du opkald hjemmefra på en telefon stillet til rådighed for samtalerne. Det har derfor ingen betydning, hvor i landet du bor.

Du kan vælge at være rådgiver:

  • i dagtimerne med en fast vagt samme dag hver uge i tidsrummet 10 – 13 eller 13 – 16, eller
  • i aftentimerne, hvor du har minimum tre vagter om måneden og selv vælger fra måned til måned, hvornår du vil lægge dine vagter. Åbningstiderne er mandag – torsdag 19 – 22 og søndag kl. 16 – 19

Oplæring foregår individuelt med udgangspunkt i vores elektroniske undervisnings- og rådgivningsmateriale.

Vi forventer, at du

  • enten har personlig erfaring med angst eller har en faglig baggrund fx som psykologistuderende, psykoterapeut el.lign.
  • er god til at lytte og møde det enkelte menneske, der hvor det er
  • kan blive hos os i minimum et år
  • deltager i supervisionsmøder på web ca. 5 gange om året

Vil du vide mere, så kontakt Marie Särs Andersen

 


 

Telefonrådgiver på AngstTelefonen – Børn, Unge og Forældre

Som rådgiver på AngstTelefonen – Børn, Unge og forældre besvarer du opkald hjemmefra på en telefon stillet til rådighed for samtalerne. Det har derfor ingen betydning, hvor i landet du bor.

Telefonen er åben tirsdag, onsdag og torsdag fra 18 – 21. Du har minimum tre vagter om måneden og vælger fra måned til måned hvilke aftener, du tager vagter.

Oplæring foregår individuelt med udgangspunkt i vores elektroniske rådgivnings- og undervisningsmateriale.

Vi forventer, at du

  • har særlig interesse for børn og unge med angst
  • fx er psykologistuderende eller pårørende til et barn eller en ung med angst
  • er god til at lytte og møde det enkelte menneske, der hvor det er
  • kan blive hos os i minimum et år
  • deltager i supervisionsmøder på web ca. 8-10 gange om året

Vil du vide mere, så kontakt Marie Särs Andersen

 


 

Selvhjælpsgruppeleder

De fleste af Angst & StressForeningens frivillige gruppeledere arbejder sammen to og to, men især i landets mindre byer, arbejder nogle alene. Selvhjælpsgrupperne mødes en fast hverdagsaften hver anden uge fra 19 – 22. Dertil kommer evt. forsamtaler med nye deltagere.

Som selvhjælpsgruppeleder er din opgave primært at fungere som ordstyrer og skabe et trygt rum, hvor deltagerne kan dele deres erfaringer. Du assisterer også deltagerne i arbejde med foreningens selvhjælpsmateriale, ligesom du bidrager med psykoedukation.

Vi forventer, at du

  • har en relevant baggrund fx som psykologi- eller psykoterapeutstuderende, eller at du måske har personlig erfaring med angst
  • deltager i fem årlige supervisionsmøder enten ved fysisk fremmøde eller via web
  • kan blive hos os i minimum et år

Du er også velkommen til at kontakte os, hvis du har mod på at starte en gruppe op i en by, hvor der endnu ikke findes en gruppe. Det kræver i givet fald, at du selv er med til at udbrede kendskab til tilbuddet i din by.

Læs mere om vores selvhjælpsgrupper, og hvor de findes.

Vil du vide mere, så kontakt Marie Särs Andersen

 


 

Pårørendegruppeleder

De fleste af vores frivillige pårørendegruppeledere arbejder sammen to og to. Grupperne er for pårørende til både børn, unge og voksne og mødes en hverdagsaften om måneden. Som gruppeleder hjælper du deltagerne med at udveksle erfaringer både med hensyn til, hvordan de bedst støtter deres pårørende med angst, og hvordan de tager vare på sig selv.

Vi forventer at du

  • har relevant erfaring enten som pårørende eller fx som psykolog- eller psykoterapeutstuderende, sygeplejerske eller lignende.
  • er empatisk og god til at møde det enkelte menneske der hvor det er
  • kan blive hos os i minimum et år
  • deltager i supervisionsmøder ca. 5 gange om året ved fysisk fremmøde eller på web

Vil du vide mere, så kontakt Marie Särs Andersen

DER ER INGEN LEDIGE STILLINGER P.T.

 


 

Case- og interviewperson / foredragsholder

Vi har løbende brug for foredragsholdere, som har mod på at tage ud og holde foredrag i foreninger, på skoler, institutioner, arbejdspladser o.l. enten alene eller sammen med en behandler.

Vi har også brug for case- og interviewpersoner, som vil stå frem i diverse medier (radio, tv, aviser, blade osv.) og fortælle deres historie til inspiration for andre.

Hvis du har spørgsmål, kan du rette henvendelse til Marie Särs Andersen

 


 

Frivillig i Café ODA Odense

Café ODA er en af tre sociale netværkscaféer, der er oprettet i et samarbejde mellem DepressionsForeningen, OCD-foreningen og Angst & StressForeningen. Alle caféerne er for gæster med OCD, depression bipolar lidelse og/eller angst og for deres pårørende. Angst & StressForeningen står for driften af Café ODA Odense.

Faste åbningstider i caféen er tirsdage 17.00 – 20.00 og torsdage 14.00 - 18.00

Som frivillig i caféen bidrager du til, at vores gæster har et trygt fristed med hyggeligt samvær, mulighed for at etablere netværk med andre gæster og for personlig udvikling. Det betyder, at arbejdet både består af socialt samvær med gæster og af praktiske opgaver i caféens lokaler.

Frivillige arbejder altid to sammen og/eller sammen med caféens projektleder. Frivillige har mindst to vagter om måneden og deltager i et månedligt frivilligmøde en torsdag aften. Ca. fire gange årligt er mødet et supervisionsmøde med psykolog. Frivillige kan desuden tilbyde at være medansvarlige for aktiviteter ud over caféens faste åbningstider.

Oplæring foregår ved en mentorordning og undervisning i startperioden.

Vi forventer, at du

  • er mødestabil
  • er rummelig, god til at lytte og møde den enkelte gæst, hvor vedkommende er     
  • arbejder aktivt for et trygt og hyggeligt miljø i cafeen
  • forventer at være hos os i mindst et halvt år

Du kan læse mere på caféens hjemmeside www.cafeodaodense.dk og

Facebook side Café ODA Odense - Startside | Facebook

Vil du vide mere, så kontakt caféleder Britt Fonnesgaard Christophersen på

 


 

Regler for frivillige på offentlige ydelser

En rådgivningsguide om reglerne for frivilligt arbejde til dig, der modtager efterløn, dagpenge, kontanthjælp, sygedagpenge, førtidspension, folkepension, fleksjobløn eller er i et ressourceforløb.

Denne guide indeholder en oversigt over de regler, du skal være opmærksom på, når du er frivillig og modtager offentlige ydelser. Der er nemlig regler for, hvilket frivilligt arbejde du må udføre og i hvilket omfang.

Guiden er skrevet til dig, som enten modtager:

Efterløn eller dagpenge

Hvis du modtager dagpenge eller efterløn, gælder der helt særlige regler for, hvilket slags frivilligt arbejde du må udføre. Hvis ikke du følger reglerne, kan du risikere at få nedsat dine dagpenge eller din efterløn.

Det skyldes, at loven skelner præcist mellem, om du:

  • Udfører frivillige aktiviteter
  • Udfører frivilligt ulønnet arbejde
  • Udfører frivilligt arbejde, som medfører fradrag i din ydelse
  • Overholder antallet af timer, du må være frivillig

Det er vigtigt, at du afklarer med din A-kasse, hvordan de vil kategorisere din mulige frivillige indsats. Det er nemlig A-kassen, som fortolker loven i forhold til din mulige frivillige indsats som modtager af dagpenge eller efterløn.

Du har pligt til at orientere din A-kasse skriftligt om, at du ønsker at gøre en frivillig indsats. Det kan du fx gøre ved, at du sender en kort beskrivelse af, i hvilken sammenhæng du gerne vil være frivillig, hvad dine opgaver vil være, og hvor mange timer, du regner med at være frivillig om ugen. Husk at bede om at få en skriftlig kvittering på, at A-kassen har modtaget din beskrivelse.

Hvis ikke du sikrer dig, at din A-kasse er indforstået med dit frivillige arbejde, kan du risikere, at du ikke overholder reglerne, og at du får nedsat din ydelse. Derfor anbefaler vi altid, at du får et skriftligt bevis på, at din A-kasse er indforstået med din frivillige indsats.

Du skal også bruge den skriftlige afgørelse, hvis du ønsker at anke A-kassens afgørelse.

Læs mere i Center for frivilligt socialt arbejdes guide Regler for frivillige på dagpenge eller efterløn.

Kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse

Som kontanthjælpsmodtager eller modtager af uddannelseshjælp eller integrationsydelse er der som udgangspunkt ingen begrænsninger for, hvad du må udføre af frivilligt arbejde.

Din frivillige indsats må bare ikke påvirke din rådighedspligt. Derfor skal du være opmærksom på, at din rådighedspligt til enhver tid går forud for dit frivillige arbejde. Det betyder, at du ikke må være mere bundet af dit frivillige arbejde, end at du umiddelbart kan starte i et lønnet arbejde. Og at det frivillige arbejde heller ikke må forhindre dig i aktivt at forsøge at finde lønnet arbejde.

Vi anbefaler, at du altid taler med din sagsbehandler, inden du går i gang med frivilligt arbejde eller frivillige aktiviteter.

Vi anbefaler også, at du orienterer din sagsbehandler løbende om din indsats. Både så du er sikker på, at du ikke bryder nogle regler, men også for, at I taler om de erfaringer og kompetencer, du får.

Sygedagpenge

Når du får sygedagpenge, er der som udgangspunkt ingen begrænsninger for, hvad du må udføre af frivilligt arbejde. Men du skal være opmærksom på, at dit frivillige arbejde ikke forsinker din helbredelse eller står i vejen for dit samarbejde med kommunen.  

Du skal være opmærksom på, at kommunen kan stoppe udbetalingen af dine sygedagpenge, hvis kommunen mener, at dit frivillige arbejde betyder, at du forsinker din helbredelse. Eller hvis de vurderer, at du ikke medvirker aktivt i kommunens opfølgning,

Vi anbefaler derfor, at du altid taler med din sagsbehandler, inden du går i gang med frivilligt arbejde.

Vi anbefaler også, at du orienterer din sagsbehandler løbende om din frivillige indsats. Så du er helt sikker på, at du ikke bryder nogle regler, og så du får anledning til at tale om de erfaringer og kompetencer, du får, med din sagsbehandler.

Førtidspension

Hvis du får førtidspension, er der som udgangspunkt ingen begrænsninger i, hvad du må udføre af frivillig indsats. Du skal være opmærksom på, at din frivillige indsats i et vist omfang kan indgå i kommunens løbende vurdering af, om du har forbedret din erhvervsevne.

Hovedprincippet er, at frivilligt socialt arbejde ikke har betydning for hverken tilkendelse eller frakendelse af førtidspension. Vejledningen om førtidspension fastslår, at førtidspensionister godt må varetage et ulønnet frivilligt socialt arbejde efter tilkendelsen af førtidspensionen.

Folkepension

Hvis du får folkepension, er der ingen begrænsninger for, hvilken form for frivilligt arbejde du må udføre og i hvilket omfang.

Fleksjobløn

Hvis du er ansat i et fleksjob og dermed får fleksjobløn, anbefaler vi, at du altid kontakter din sagsbehandler, før du begynder at arbejde frivilligt.

Selv om du er i fleksjob, er fleksjoblønnen en offentlig støtte. Det betyder, at du sagtens kan arbejde frivilligt, men at kommunen skal være indforstået med din frivillige indsats. 

Derfor anbefaler vi, at du altid får et skriftligt tilsagn fra din sagsbehandler, før du begynder at arbejde frivilligt.

Vi anbefaler også, at du orienterer din sagsbehandler løbende om din indsats. Både så du er sikker på, at du ikke bryder nogle regler, men også for at I taler om de erfaringer og kompetencer, du får.

Ressourceforløb

Der er i udgangspunktet ingen begrænsninger for, hvad du må udføre af frivilligt arbejde, hvis du er under 40 år og deltager i et individuelt ressourceforløb.

Du skal være opmærksom på, at når kommunen udarbejder dit ressourceforløb, kan dit frivillige arbejde indgå som en faktor fx i vurderingen af din erhvervsevne.

Du skal også være opmærksom på, at din frivillige indsats i et vist omfang kan indgå i den løbende vurdering af, om du har forbedret af din erhvervsevne under ressourceforløbet.

Vi anbefaler derfor, at du altid taler med din sagsbehandler, inden du går i gang med frivilligt arbejde.

Vi anbefaler, at du orienterer din sagsbehandler løbende om din indsats, så du er helt sikker på, at du ikke bryder nogle regler. Dermed får I også anledning til at tale om de erfaringer og kompetencer, du får i dit frivillige arbejde. 

NB! Det er ikke længere muligt at få tilkendt førtidspension, hvis du er under 40 år. I stedet skal en individuel og helhedsorienteret indsats (et såkaldt ressourceforløb) udvikle din arbejdsevne og hjælpe dig videre i livet.

SU

Som modtager af SU er der ingen begrænsninger for, hvor meget du må arbejde frivilligt.