Mød vores ambassadører

- og hør mere om baggrunden for, at de støtter vores arbejde.

Angst og stress er noget, mange oplever. Det bør ikke være tabubelagt

Ved at tale åbent om det kan flere få hjælp tidligere – og opleve, at de ikke står alene

Dan Andersen er kendt som komiker, entertainer og foredragsholder – men bag det humoristiske ydre har han selv erfaret, hvor tungt angst og stress kan præge livet.

Som ambassadør for Angst & Stressforeningen brænder Dan for at sætte ord på det, mange går og bærer på, men sjældent taler om. Han ønsker at gøre det lige så naturligt at sige, man har angst eller stress, som at beskrive en fysisk skade – og at det skal være OK at søge hjælp i tide.

Dan har selv levet med angst og depression i mange år. Han har lært at håndtere både de mørke perioder og de daglige udfordringer ved at kombinere sin personlige erfaring med humor og nærvær – både på scenen og i sine foredrag.

“Det er vigtigt, at vi tør tale åbent om angsten, så vi kan få hjælp i tide.”

Hans budskab som ambassadør er klart:

Angst og stress er noget, mange oplever. Det bør ikke være tabubelagt. Ved at tale åbent om det kan flere få hjælp tidligere – og opleve, at de ikke står alene.

Komikeren Dan Andersen er født i 1979. I 1997 startede han med stand-up og har siden stået på scener lige fra i en ørkenbase i Afghanistan til Bøgescenen og Royal Arena. Dan Andersen er bl.a. kendt fra Comedy Aid, stand-up.dk og adskillelige tv- og radioprogrammer, og så var han den første, der fandt på at udvide stand-up komikerens sceneudstyr med en guitar. Dan har også været aktuel med showet ”Dan Andersen på Vippen”.
Nu kan Dan Andersen tilføje titlen ambassadør for Angst & Stressforeningen på sit cv. Det har nemlig ikke kun været sjov det hele. Angst og depression har været trofaste følgesvende allerede siden barndommen. Derfor vil Dan Andersen gøre sit, for at det skal blive lige så let at sige, at man har angst som at sige, at man har fået revet sit korsbånd over.
Jonas Mathson Hansen, bestyrelsesmedlem i Angst & Stressforeningen, har været på besøg hos Dan Andersen, til en snak over en kop kaffe:
Dan, kan du fortælle, hvornår og hvordan din angst begyndte?
Jeg blev først selv opmærksom på den omkring gymnasiet. Nu kan jeg jo godt tænke tilbage og huske, at der har været episoder i min barndom, hvor jeg har været ulykkelig eller har haft sådan en grundlæggende ked-af-det-følelse uden rigtig at vide hvorfor. Men det var først i gymnasiet, at jeg syntes, det virkede for overdrevent på en eller anden måde. Det kom bare sådan uden grund.
Kan du beskrive lidt nærmere, hvordan angsten kom til udtryk?
Det var sådan en forladthedsfølelse. Først troede jeg egentlig, at det var lavt selvværd, men det er jo også svært at skille alle de der ting ad. Jeg kan bare huske, at jeg reagerede meget, hvis jeg fx var i et forhold. Jeg var meget angst for, at det skulle gå i stykker, også selv om jeg ikke havde lyst til at være i det. For gik det i stykker, så var jeg jo alene. Det var mest i sådan nogle meget diffuse situationer. Jeg var bange for ensomhedsfølelsen. Jeg kunne godt springe fra forhold til forhold for ikke at mærke mig selv, og samtidig kunne jeg alligevel ikke være i noget med mindre, jeg troede på det, så det var meget modsatrettet.
Hvad med dine omgivelser, hvordan reagerede de?
Jeg fortalte slet ikke mine omgivelser om det dengang – så opmærksom var jeg heller ikke på det. Det var først efter gymnasiet, hvor jeg begyndte at tænke, at jeg havde sådan nogle depressionssymptomer.
Hvornår besluttede du dig for at søge professionel hjælp?
Jeg tror, jeg var 25, da jeg begyndte at snakke med en læge. Det startede med at være nogle samtaler, men endte med at blive en medicinløsning.
Jeg har personligt haft mest gavn angstdæmpende medicin og er ikke glad for antidepressiver. Jeg vil ikke afvise, at det kan virke for enkelte, men jeg har ret dårlige erfaringer med det. Det bør i hvert fald ligge langt nede af mulighedernes stige. Mennesker bør først og fremmest hjælpe mennesker. Jeg tror mere på sådan noget (beroligende, red.), som er ude af kroppen igen. Det kan godt være, det er afhængighedsdannende, men jeg vil hellere have sådan noget, hvor jeg tænker, at det er ude af kroppen efter 48 eller 24 timer, og så kan man lige vurdere, om det giver mening i situationen, for at man kan komme ud af spiralen.
Når du ser tilbage på den hjælp du fik, hvad tænker du så?
Jeg vil sige, lægen tog det relativt alvorligt, men jeg blev alligevel ikke henvist til et eller andet.
Men der var faktisk en af mine veninder, som satte mig i kontakt med en, som egentlig ikke var uddannet terapeut, men som bare var god til at snakke med folk, og hende begyndte jeg at gå lidt hos. Men det var simpelthen for alvorligt på det tidspunkt til, at det var nok.
På et tidspunkt var du indlagt på psykiatrisk afdeling. Kan du fortælle lidt om det?
Det var en stor hjælp for mig og blev et vendepunkt. Jeg kom der i længere tid, men tog hjem og sov hver nat. Det var alt andet end ”den lukkede”, som jeg frygtede.
I dag er du kommet så langt, at du går ud og holder foredrag om din angst og depression, men det lyder ikke som om, du er kommet helt ud på den anden side?
Altså, jeg tror heller ikke, at jeg kommer ud på den anden side. Jeg tror mere, det bare er noget, man skal håndtere og leve med. Og det er jo egentlig også det, jeg prøver at snakke om i mit foredrag. Det handler mest bare om min historie og om det, jeg har fundet frem til gennem alle de erfaringer, jeg har gjort mig i alle de systemer, jeg har været i. Og så håber jeg, at andre kan relatere til det eller se, at det er meget almindeligt, desværre.
Hvordan vil du beskrive den angst, du stadig oplever i dag?
Den er en del af min hverdag. Den er altid til stede i en eller anden grad, selvom den selvfølgelig er blevet bedre siden min indlæggelse. Det er som en følelse der blusser op i ny og næ.
Synes du, at du kan vende angsten til noget positivt?
Ja, jeg synes også, der er nogle ”gode” ting. Jeg tror, at folk der har de følelser, også er mere omsorgsfulde og empatiske, fordi man selv er meget opmærksom. Jeg er selv ret hurtig til at mærke, hvis andre ligesom tramper lidt.
Nu er dit foredrag om angst jo temmelig alvorligt i modsætning til, når komikeren Dan optræder. Men har du også brugt humoren til at få bugt med angsten – er det en bevidst strategi?
Man skal jo bruge de redskaber, man har til rådighed. Jeg lavede jo det show mest for at udfordre mig selv og prøve at tale om nogle svære ting. Og så fordi det langsomt gik op for mig, at alle har prøvet de følelser - stress, angst eller depression - i en eller anden form i højere eller mildere grad. Så jeg tænkte, at nu ville jeg prøve at køre det her igennem comedy-møllen for at give det lidt mere bund.
Så du bruger også humor i foredraget?
Ja, det gør jeg. Ikke sådan aktivt bevidst hvor jeg sidder og tænker, at her skal der lige være en joke, men det er jo klart, at jeg bruger de teknikker og erfaringer jeg gjort mig ved at optræde, så jeg er jo vant til at tale det, kan man sige. Så håber ligesom, at det måske bare kan gøre det lidt mere ”underholdende” og lidt mere tilgængeligt. Det er også lidt mit mål, at det skal afmystificeres, altså man skal væk fra det med den psykiatriske afdeling og spændetrøjen. Man skal ligesom se, at det bare er almindelige mennesker. Og alle kan have brug for at få professionel hjælp på et eller andet tidspunkt i deres liv, uden at det skal være så voldsomt, og uden at det skal være en ting, der definerer dig.
Nu er du jo blevet meget åben om det og har været i tv osv. Har du udelukkende fået positiv feedback på det?
Kun positiv ja! Og der var også en, der skrev til mig, at han ikke havde været uden for en dør i et år, og hvad mine erfaringer var. Han kendte fx ikke til Angst & Stressforeningen, og der er det rart, at man kan give sådan noget videre. Jeg bruger også nogle flere hjælpemidler, jeg kan give videre til folk. Jeg synes også, det er rart, at der er nogle, der føler, at de kan ”reache out” på en eller anden måde.
Hvad med dine kolleger fra comedybranchen – kan I så joke om det?
Ja, ja. Jeg har jo også fjernet alt filter. Jeg tror folk går mere på listesko end mig omkring det.
I Angst & Stressforeningen er vi rigtig glade for, at du vil være ambassadør for os. Hvad vil du især bidrage med? Hvad er budskabet sådan helt grundlæggende?
Det er gennemsigtighed og det med, at det ikke er en sygdom, der skal kureres. Man skal lære at leve med det og lære at håndtere det. Det andet bliver lidt en flugt fra noget, som er en del af dig. Der er jo ikke nogen diagnose, det tror jeg jo ikke. Det hænger så godt sammen, at der er jo ikke rigtig nogen, der kan skille det ad og sige: ”Nu skal vi bare lige ha’ fjernet det her”. Det er jo bare sådan en generel… måske en hypersensitivitet. Og det, tror jeg ikke nødvendigvis, er dårligt.
Og så er det jo også vigtigt for mig, at det er noget, der kan komme noget mere fokus på og nogle flere penge til i samfundet generelt, så man kan blive samlet op noget før, og ikke lige som mig være godt oppe i 30’erne, før man begynder at regne den ud.
Det er mit klare billede at, psykiatrien slet ikke er fulgt med tiden og ikke kan møde de behov, psykisk syge har krav på i dagens Danmark. Min kæreste, som er pædagog, har haft mange med sindslidelser inde på livet og har også været inde på psykiatriske hospitaler med patienter, og man skal jo nærmest være selvmordstruet for at få lov at komme ind, og så langt synes jeg jo slet ikke, man skal nå at komme. Netop, hvis det ikke bliver så tabuiseret og så hemmeligt, og folk tør tale åbent om det, så kan folk også sige, hvordan de har det og nå at få hjælp i tide. Men det kræver også, at den hjælp findes. Så jeg har 100 % også en politisk agenda. Det kan nærmest ikke råbes højt nok.

Det er vigtigt, at vi tør tale åbent om angsten, så vi kan få hjælp i tide.”

Dan Andersen – ambassadør for Angst & Stressforeningen

“

At tale åbent om angst og stress kan gøre det lettere at få hjælp

- og minder os om, at vi ikke står alene. For Kasper er det vigtigt, at vi tør række ud til hinanden

Kasper Buch er dansk sanger og sangskriver med rødder i Tønder, og han bruger sin musik og sin stemme til at sætte fokus på angst og stress. Som ambassadør for Angst & Stressforeningen ønsker Kasper at bryde tabu omkring psykisk sårbarhed og inspirere andre til at søge hjælp og støtte.

Kasper oplevede sit første angstanfald som 20-årig og var i en periode isoleret fra omverdenen. Efter mange år med angst fandt han gradvist vejen tilbage ved at udfordre sin frygt, bygge selvtillid og begynde at skrive musik. I dag lever han som aktiv musiker og bruger sine egne erfaringer i både sang og samtale for at skabe fællesskab og håb hos andre.

Hør Kasper Buchs sang, I'll Walk You Through the Storm
Sangen handler om den håndsrækning, han aldrig selv fik, da han havde mest brug for hjælp. Desværre stod han alene med sin angst og tog et aktivt valg om at hjælpe sig selv.

Hør sangen på Youtube: I’ll Walk You Through the Storm

Den 30-årige sanger og sangskriver Kasper Buch er hjemvendt efter en soloturné rundt i hele Danmark. Med sig på turnéen havde han ikke kun sin musik, men også sin personlige historie om den angst, der for 10 år siden isolerede ham fra omverden. I dag er Kasper Buch angstfri, og han håber, at han som ambassadør for Angst & Stressforeningen og ved at dele sin fortælling til koncerterne kan være med til at bryde tabu og inspirere andre til at tage de skridt, der skal til for at finde vejen ud af angsten. AngstAvisens redaktion har talt med Kasper om musikken og om, hvordan han kom fri af angsten.
Kasper, vil du fortælle lidt om din musikalske rejse op til i dag?
Meget gerne! Jeg hedder som sagt Kasper Buch, jeg er 30 år og kommer fra Tønder.
Jeg startede med at spille musik som 12-årig og begyndte at skrive tekster i en meget tidlig alder. Men først som 24-årig, da jeg var ved at få grebet om livet igen efter mit forløb med angst, tog jeg for alvor fat om sangskrivningen.
Måske vil du også fortælle lidt om din barndom og din opvækst?
Min barndom var fyldt med glæder og sorger, som de fleste oplever gennem livet.
Da jeg var 7 år, blev mine forældre desværre skilt, hvilket satte sine spor i min opvækst.
Hvornår og hvordan oplevede du angsten første gang?
Jeg oplevede mit første angstanfald som 20-årig. Jeg var under uddannelse som social- og sundhedsassistent og havde lige sat mig ind i klasselokalet en ganske almindelig forårsdag.
Solen skinnede, og alt var som det plejede. Jeg har altid været en ganske glad ung og frisk fyr, synes jeg selv.
Men da døren lukkede og timen gik i gang, mærkede jeg pludselig denne her kvælende fornemmelse, jeg aldrig havde haft før. Jeg gik ud og tog noget vand og kom ind igen, men følelsen gentog sig. Jeg tog hjem og blev hjemme nogle dage, hvor symptomerne fortsatte; hjertebanken, trykken for brystet, kvælende fornemmelse.
Hvad gjorde du, da symptomerne fortsatte?
Jeg tog til lægen og fik taget en masse prøver. Der blev taget røntgen af mine lunger og målt blodtryk og alle de klassiske værdier, vi kender. Men intet tydede på, at jeg var fysisk syg, så kort tid efter kunne lægen stille diagnosen angst.
Hvordan reagerede dine omgivelser – var de gode til at støtte dig?
Desværre er psykisk sygdom et tabubelagt emne at tale om. Det kostede mig dyrt, da bekendte, venner, kollegaer og familie tog afstand fra mig. Jeg var nok i deres verden gået hen og blevet ’anderledes’.
På hvilken måde kom angsten til at påvirke dit liv og din karriere?
Jeg gik jo fra en tilværelse som en energisk ung mand, der levede sit liv, som alle andre unge mennesker nu gør, til en isoleret verden, hvor jeg ikke turde gå uden for en dør.
Det kostede mig min uddannelsesplads, og jeg skulle nu til at omstrukturere mit liv og finde ud af, hvordan jeg kom tilbage til virkeligheden igen. Det har aldrig været et spørgsmål for mig om, hvor længe det varede, men hvor hurtigt jeg kunne nå tilbage til den hverdag, jeg levede før.
Det må have været svært at have angst og samtidig være musiker og skulle stå på scenen foran flere hundrede mennesker, hvordan håndterede du det?
Man kan sige, da jeg begyndte at skrive musik for seks år siden, havde jeg fået godt styr på angsten i mit liv, men ja, i starten var det da vildt angstprovokerende at stå foran mange mennesker. Men de små sejre, det gav at spille musik og se glæden i folks øjne, gjorde, at min selvtillid voksede og voksede, samtidig med at min angst forsvandt længere og længere ind i sig selv. Jeg tror på, at alle mennesker er gode til noget her i livet, hvad som helst. Og det skal man dyrke for sig selv og sine omgivelser. For mit vedkommende var det musikken, som var min vej ud på den anden side.
Fik du aldrig nogen form for professionel hjælp?
I starten fik jeg psykologhjælp, men det var desværre ingen succes for mig. Jeg skulle nok have valgt en anden. Jeg har altid været en smule utålmodig, og da jeg fandt ud af, at psykologen og jeg ikke fungerede så godt, tog jeg sagen i egen hånd.
Det er langt fra alle, der kan arbejde med at reducere angsten selv, men det er jo fantastisk, når det lykkes. Vil du fortælle lidt om, hvordan du arbejdede, og hvad der virkede for dig?
Jeg fandt efterhånden ud af, at min angst var lidt som en illusion, og jeg kunne dele den op i to ’hjernehalvdele’. Den ene del var min bevidsthed, den anden var angsten. Og for at få de to til at snakke sammen, var jeg ligesom nødt til at prøve at udfordre angsten. For jeg bildtejo hele tiden mig selv ind, at jeg var bange og havde de her angstanfald, når jeg nærmede mig lukkede rum såsom tog, bus, biograf, klasselokale m.m. Men min bevidsthed sagde noget andet, for jeg følte jo ikke selv, at jeg var bange inderst inde.
Så simpelt som det lyder, tog jeg toget fra Tønder og et par stationer frem, da jeg på den måde kunne udfordre min angst. Jeg kunne jo ikke springe af toget, når det først kørte afsted. Så var jeg nødt til at komme til min bevidsthed og trække vejret dybt ned i maven, selvom sveden haglede ned ad mig. Jeg havde en kamp med mig selv, men det var det hele værd hver gang, fordi jeg fik de her små succesoplevelser, som fik mig til at se fremad mod lyset i den anden ende.
Var der ting, du gjorde, som du måske fandt ud af ikke virkede så godt for dig?
Hvis jeg ikke satte mig ind i den aktivitet, jeg havde tænkt mig at udføre, kunne det resultere i et svært angstanfald. Fx tog jeg en gang min kæreste med i biografen helt spontant, da vi var nede i byen i forvejen. Det fik jeg så at mærke, da vi kom ind, fordi jeg ikke havde forberedt mig mentalt nok. Men i dag er det intet problem.
Hvad er det vigtigste råd eller budskab, du har til andre med angst?
Vi skal kunne turde give hinanden en håndsrækning, når det virkelig gælder og tænke mindre over, hvad folk tænker om én. For selvom vores svage sider kan komme til udtryk, er det en styrke at stå frem og fortælle om det. Dét definerer, hvem vi er i dag.
Det er virkelig stærkt, at du nu benytter lejligheden til at inspirere og give andre håb, når du står på scenen. Hvordan bliver det modtaget af publikum?
Publikum er så modtagelige, det er jo et sårbart emne for mange mennesker. Men faktisk bliver hver 3. af os herhjemme ramt af psykisk sygdom på et eller andet tidspunkt i livet. Vi er derfor nødt til at tage stilling til at have den her snak, så vi kan være der for hinanden, når det virkelig gælder.
Kasper, du skal have 1000 tak, fordi du har sagt ja tak til at være ambassadør for Angst & Stressforeningen!
Jeg vil RIGTIG gerne være ambassadør for Angst & Stressforeningen. Det vil være mig en ære at bære fanen højt til mine koncerter, hvor jeg fortsat håber at kunne bidrage til større åbenhed og samtidig fortælle andre, at de kan finde hjælp og støtte i Angst & Stressforeningen.
Til sidst skal vi nævne, at du er udkommet med en ny og meget rørende sang, I’ll Walk You Through the Storm, her i efteråret. Jeg kan varmt anbefale vores læsere til at lytte til den! Vil du fortælle lidt om den?
Det er korrekt, min sang I’ll Walk You Through the Storm udkom den 8. oktober på samtlige streamingtjenester og kommer fysisk på mit næste album. Den handler om den håndsrækning, jeg aldrig selv fik, da jeg havde mest brug for hjælp. Desværre stod jeg alene med min angst og tog, som fortalt, et aktivt valg om at hjælpe mig selv.

I’ll Walk You Through the Storm
Cause we fall, then we rise, It’s so easy just to say, stand up and walk away.
You’ve fought, I’ve taught, all the failures that you made, It’s what we call mistakes.
You let time try, to heal, all the sorrow that you felt, It’s easy just to tell.
And you, fall down deep into yourself, I’m the one who’s trying to help.
I’ll walk you through the storm and take you home, you’ll never be alone
You’ll stand the pain when time will give you hope, you’ll never be alone.
Tears we cry, don’t tell them why, It’s a secret that we made, don’t let them walk away, with our pride, we stand by side, facing up upon the past, we made it till the last.
Time flies, so fast, we’ve fought too many long nights, I still count the happy days.
Time flies, so has, memories that we made, we’re still working on it hey…
I’ll walk you through the storm and take you home, you’ll never be alone.
You’ll stand the pain when time will give you hope, you’ll never be alone.
Honest I can’t help you grow, It’s time for me to walk alone.
When you don’t seem to know the way, I’ll show you…

Vi skal kunne turde give hinanden en håndsrækning. når det virkelig gælder og tænke mindre over, hvad folk tænker om én.”

Kasper Buch – ambassadør for Angst & Stressforeningen

“

Fotokredit: Janus Nielsen/NENT Group

Jo tidligere vi taler om det, desto lettere er det at gøre noget ved det

Jakob ønsker at bidrage til større åbenhed om angst og stress – i sportens verden, på arbejdspladsen og i hverdagslivet

Jakob Kjeldbjerg er tidligere professionel fodboldspiller og i dag kendt som tv-vært. Som ambassadør for Angst & Stressforeningen bruger han sin stemme til at sætte fokus på, hvordan angst og præstationspres kan ramme – også når man udefra ser stærk og succesfuld ud.

Jakob har oplevet præstationsangst tæt på, både i elitesport og i arbejdslivet. Han ved, hvor svært det kan være at sige højt, når tankerne spænder ben, eller når frygten for at fejle fylder mere end selvtilliden.

Som ambassadør ønsker Jakob at bidrage til større åbenhed om angst og stress – i sportens verden, på arbejdspladsen og i hverdagslivet. For jo tidligere vi taler om det, desto lettere er det at gøre noget ved det.

51-årige Jakob Kjeldbjerg er tidligere professionel fodboldspiller og nuværende TV3-vært bl.a. på Robinson Ekspeditionen. Jonas Mathson Hansen og Marie Särs Andersen, der er henholdsvis bestyrelsesmedlem og daglig leder i Angst & Stressforeningen, har talt med Jakob Kjeldbjerg om at lade præstationsangsten spænde ben, om at finde sin rette hylde og om at blive mere hærdet med årene.
Da Jakob toner frem på vores respektive pc-skærme, er noget af det første, vi bemærker, den franske februarsol. Den lyser direkte ned på Jakob, der befinder sig udenfor på sin veranda med bjergene i den fjerne baggrund. Efter lidt indledende snak og med lyd og billede på plads kan vi stille vores nysgerrige spørgsmål.
Præstationsangst er jo ikke en angstdiagnose, men det er en form for angst, som mange nok kender til, og som også tit går hånd i hånd med egentlige angstdiagnoser. Har du nogen idé om, Jakob, hvad der førte til, at du fik præstationsangst?
Noget af det, der på et tidspunkt viser sig på banen i forhold til præstationsangsten, handler måske om min opvækst, som var enormt beskyttet. Dejlig tryg familie. Lille landsby. Midtjylland. Alheden. Frederiks, det hedder byen. Godt 1000 indbyggere, hvor jeg spillede fodbold ligesom alle andre. Det viser sig jo ret hurtigt, at jeg er en af de bedste, så allerede der er der noget pres, for når du er den bedste, så skal du vinde hver gang. Hvis du ikke vinder hver gang, fandt jeg ud af, så havde jeg det elendigt. Så som 12-13-14-årig, der begyndte jeg jo at køre et enormt pres på mig selv, som dybest set handlede om, at hvis vi ikke vandt alt, jeg var med i, når vi spillede fodbold, så var det min skyld og mit ansvar, og så havde jeg det elendigt.
Oplevede du på nogen måde, at dine forældre havde store forventninger til dig?
Mine forældre, som er pensionerede nu, var begge skolelærere. Det eneste, de forventede, var, at jeg lavede mine lektier og gjorde mig umage. Derudover oplevede jeg aldrig noget, der lignede et pres fra deres side. Heller ikke da jeg begyndte at spille fodbold. Min far har altid været vild med fodbold, og han har sikkert haft en drøm om, at jeg blev landsholdsspiller og professionel dengang, men det var ikke noget, han sagde til mig. Jeg har aldrig oplevet, det der berømte pacing, hvor han står og råber og skriger ude på sidelinjen. Til gengæld har jeg lagt et ekstremt højt forventningspres på mig selv.
Kan du huske, hvornår du for alvor oplevede præstationsangsten første gang?
Det gjorde jeg, da min ungdomstræner valgte at melde mig til udtagelsesstævner til Region Midtjyllandsholdet, hvor 35 – 40 talenter forsøgte at komme på holdet. Der begyndte det sådan rigtigt for alvor. Jeg havde det modbydeligt. Jeg havde det forfærdeligt. Bilen, hvor min far kørte mig til de her forskellige stævner… og folk, der efterhånden blev siet fra. Det pres, det var forfærdeligt.
Da jeg så lige pludselig var juniorlandsholdsspiller som 15-16-årig og skulle stå med den danske landsholdstrøje på, kom der bare et enormt pres også fra omgivelserne. Det var angstprovokerende. Jakob tøver lidt med at bruge ordet, da han ikke vil forklejne noget, men vi forsikrer ham om, at det er ok! Jakob nævner også debuten i Norge mod det norske juniorlandshold og fortæller, at han aldrig før eller siden har oplevet så hårde nerver. Det var præstationsangst. Jeg kunne ikke sove om natten. Jeg havde det forfærdeligt, og jeg glædede mig ikke. Overhovedet.
Kan du prøve at sætte ord på, hvad du helt konkret var bange for, når du skulle spille en kamp?
Jeg var ekstremt bange for at fejle. Jeg var bange for, at det var min skyld, hvis hele holdet tabte.
Det var det eneste, jeg kunne tænke på. Det eneste, der var i mine tanker, var at undgå at lave en fejl, som gjorde, at vi tabte.
Fortalte du nogensinde din træner eller dine holdkammerater, hvordan du havde det?
Nej, det gjorde jeg ikke, hverken som helt ung, eller da jeg blev professionel fodboldspiller på landsholdet. Når du er sportsudøver på eliteplan, er der ikke plads til at vise svaghed. Hvis du viser svaghed, så er du ude. Jeg tror heller ikke, mine holdkammerater ville have forstået det, hvis vi havde siddet i omklædningsrummet, og jeg havde fortalt dem, hvor bange jeg var for at gå ind på banen og fejle. De ville nok have grinet ad mig.
Tror du, at tingene har ændret sig over de mere end 20 år, der er gået, siden du var fodboldspiller, eller skal man stadig skjule sin svaghed, hvis man vil til tops i sportens verden?
Nej, jeg tror ikke det har ændret sig bortset fra, at man holder mere øje med, hvordan de unge har det i dag. Men der er stadig ikke plads til svaghed i den branche.
Kunne du tale med venner og familie om, hvordan du havde det?
Nej jeg talte ikke rigtigt med nogen om det. Jeg havde ikke lyst til at lægge det pres på mine forældre, det er, når ens barn har problemer. Jeg vendte det hele indad i stedet for og talte meget kort med mig selv i spejlet om, hvor dårlig eller hvor god jeg havde været. Men i dag ville jeg alligevel ønske, at jeg havde brugt venner og familie i langt højere grad, end jeg gjorde. Så jeg måske kunne have fået noget hjælp. Ikke nødvendigvis af en psykolog, men bare af nogen, som kunne have lyttet. Nogen som kunne have hjulpet mig med at fokusere på at blive helt i stedet for at fokusere på tankerne om at være ham, der kostede holdet et nederlag.
Fotokredit: Janus Nielsen/NENT Group
Men der var mange sejre undervejs? Kunne sejrene ikke opveje eller reducere dine negative tanker om at fejle?
Ja, der var sejre, og det var også en dejlig følelse. Men desværre varede glæden aldrig særlig længe, når jeg vandt, hvorimod det at tabe, det var forfærdeligt i rigtig, rigtig lang tid. Fokus skiftede altid hurtigt til den næste kamp og risikoen for at fejle. Mange topatleter har det jo – har jeg indtryk af – i virkeligheden sådan, at man kan simpelthen ikke klare at tabe. Idet man vinder, så er man videre til det næste. Bare se VM-heltene fra i går (håndboldkampen 31.1.21, red.). Nu er de lige blevet verdensmestre, og nu snakker de allerede om OL. Det er dybt fascinerende, men det kan også være skadeligt, hvis man ikke virkelig har psyken til at kapere det. Og det kan man jo diskutere, når man ser tilbage, hvorvidt jeg egentlig havde. Man kan sige, jeg slap nogenlunde helskindet ud af det.
Det var ikke præstationsangsten, men derimod en besked om, at du var blevet fodboldinvalid, der satte en stopper for din karriere som professionel fodboldspiller. Hvordan var det at få den besked?
50 procent af mig var lettet, over at jeg slap for det pres, det var, selv om jeg var vild med fodbold. Jeg havde jo brugt hele mit unge liv på det og havde også opgivet et jurastudie efter tre måneder, fordi jeg blev landsholdsspiller lige pludselig. Så fodbold var jo mit liv. Men jeg hadede jo presset.
Du skiftede hurtigt over til en helt anden branche og blev tv-vært i stedet for bl.a. på Robinson Ekspeditionen, som har kørt på skærmen i mere end 20 sæsoner. Kan arbejdet som tv-vært ikke også trigge præstationsangsten?
Mit arbejde som tv-vært er en helt anden leg. Jeg følte, at jeg i højere grad var skabt til at lave tv end til at være professionel fodboldspiller. Det er heller ikke så definitivt, hvis du laver en fejl som tv-vært. Den kan man rette op på, fx i en reklamepause, men hvis du laver en fejl på fodboldbanen, så er det mere definitivt. Desuden har jeg været i lære på den hårde måde og fået så mange tæsk som fodboldspiller, at det har gjort mig mere hårdfør med tiden. Alder og rutine spiller også ind.
Har du taget nogle erfaringer med dig fra din tid som fodboldspiller, som du kan bruge i dag?
Jeg bruger det, jeg har lært, i forhold til mine to piger på 17 og 19, som nu er i en form for præstationsmiljø. Det er man jo, når man er gymnasie- og universitetssøgende. Jeg spørger simpelthen, hvordan de har det, og om der er noget, vi skal snakke om. Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at de føler, at der er en ventil, så de kan slippe luft ud, hvis der er behov for det.
Men jeg bruger det også i produktionsmiljøet, når vi laver de her store Robinsonproduktioner –eller fodboldprogrammet Onside, som jeg gjorde før –og vi skal have de unge, som lige er kommet med, til at slappe af. For nogle falder verden jo sammen, når de har lavet en fejl, og det, jeg gør der, det er egentlig at prøve at sætte det i perspektiv for dem og spørge: ”Hvad er det værste, der kan ske?”. Det er den stemning, jeg prøver at skabe på de produktioner, jeg nu er med på.
Jakob tilføjer selv det forkromede spørgsmål med tilhørende svar: Fortryder du? Ville du gerne kunne skrue tiden tilbage og så have været fodbolden foruden?
Jeg er bare nødt til at sige nej. Selvom det var forfærdeligt indimellem, så har det også været med til at skabe mig og støbe mig som den, jeg er. Det kan jeg også sagtens sige, fordi jeg er kommet igennem og ud på den anden side.
I Angst & Stressforeningen er vi glade for, at du vil være ambassadør for os. Har du et budskab i den forbindelse, som du gerne vil ud med?
Ja mit budskab er, at vi skal være bedre til at være opmærksomme på hinanden og lige stille nogle spørgsmål. Den ramte har ikke altid overskud og tør måske ikke dele. De unge mennesker skal få snakket med en eller anden – måske bare kammeraten – om sport, skole og karakterræs, så de kan få det sat i perspektiv.
Det var hyggeligt at tale med Jakob og møde en blødere version af den benhårde Robinsonvært, der runder af med at reflektere over selvbiografien ’Survivor’, som udkom i 2018. Jakob mener selv, at den måske burde være skrevet mange år tidligere.
Det var nærmest sådan en kæmpe coachingperiode, hvor tingene virkelig blev sat i perspektiv, og nogle tanker blev bearbejdet måske på en måde, som de aldrig var blevet bearbejdet på før. Det var også derfor, jeg ret hurtigt fandt ud af, at hvis ham der den højtråbende Robinsonvært, som havde været professionel fodboldspiller, kunne tjene en lille smule som inspiration for de unge mennesker, som oplever pres i forhold til skole og idræt eller i forhold til det samfund, vi lever i, så ville jeg have opnået alt det, jeg gerne ville med bogen:
Jeg har været igennem det samme, som du har, og nu skal du høre, hvad jeg gjorde forkert. Jeg fik ikke snakket med mennesker omkring mig, så hvis du nu får snakket med nogen, så kan det være, det går bedre for dig end for mig.

Vi skal være bedre til at være opmærksomme på hinanden og lige stille nogle ekstra spørgsmål.”

Jakob Kjeldberg – ambassadør for Angst & Stressforeningen

“

At være angst skal ikke være et tabu

det er at være åben omkring angsten og bede om den støtte, man har brug for fra familie og venner

Katrine Køhler Talbot er skuespiller, model og tour-manager. Hun bruger sin platform til at tale åbent om angst og stress for at normalisere samtaler om psykisk sårbarhed og opfordre til at søge støtte i tide.

Som ambassadør ønsker Katrine at bidrage til, at flere tør tale om angst og stress – både i privatlivet og offentligt. Og at flere får viden om støtte- og behandlingsmuligheder. Hun ser sit engagement som en mulighed for at inspirere andre til at bryde tabuet om psykisk sårbarhed og finde fællesskab og forståelse.

Katrine Køhler er skuespiller, model, smykkedesigner og tour-manager for sin mand, standupkomikeren Simon Talbot. Og nu kan hun også føje titlen ambassadør for Angst & Stressforeningen til sit cv. Katrine har nemlig selv haft angst og ved derfor, hvor vigtigt det er at være åben omkring angsten og bede om den støtte, man har brug for fra familie og venner.
Marie Särs Andersen, daglig leder i Angst & Stressforeningen, har talt med Katrine om angsten og om at forfølge sine drømme, også når modet næsten svigter.
Har du lyst til at fortælle lidt om din baggrund og opvækst?
Ja, jeg er oprindelig Fynbo og er vokset op i en kernefamilie med min mor, far og lillesøster i bydelen Korup i Odense. Jeg har altid været den lidt forsigtige type, og allerede i børnehaven sagde pædagogerne til mine forældre, at de skulle lade være med at sige til mig, at jeg skulle passe på.
Allerede da jeg var helt ung, var jeg rigtig glad for at spille teater og spillede en del amatørteater i Odense. Jeg vidste, at hvis jeg skulle fortsætte i den retning, var jeg nødt til at tage til København, hvor mulighederne var. Det var lettere sagt end gjort, for jeg havde fået angst, mens jeg gik i gymnasiet. Jeg var derfor meget nervøs for at skulle forlade trygheden i Odense. Men jeg ville ikke opgive drømmen om at blive skuespiller, og heldigvis var eventyrlysten stærkere end usikkerheden. Det hjalp også, at jeg arbejdede som model i Odense for et online tøjfirma, der også skulle flytte til København, så jeg på den måde havde et netværk med mig.
Kan du sige lidt om, hvornår og hvordan din angst begyndte?
Jeg har altid været usikker og nervøs og ikke turdet ting, når det føltes ubehageligt. Da jeg fik mit første angstanfald, troede jeg, at jeg skulle besvime. Det skete i en periode, hvor jeg følte mig meget stresset og ikke kunne spise morgenmad. Det var selvfølgelig heller ikke så smart. Jeg havde meget travlt en morgen og stod op i en propfuld bus på vej til gymnasiet, Mulernes Legatskole. (Jeg må lige have bekræftet, at Mulernes Legatskole virkelig er gymnasiets rigtige navn. Katrine synes selv, det er sjovt, og griner lidt, før hun fortsætter med at fortælle). Pludselig sortnede det for mine øjne. Jeg fik koldsved, hyperventilerede og rystede. Min første tanke var: ”Ej, jeg besvimer”. Der var ingen steder, jeg kunne komme til at sætte mig ned. Det hele var meget grænseoverskridende. Jeg var flov og pinlig berørt over mig selv. Heldigvis var der pludselig en, der skulle ud. Jeg skyndte mig hen på den tomme plads og satte mig ned og trak vejret dybt, mens jeg tænkte, at der var noget galt. ”Det skal ikke være sådan her”.
Bagefter gik jeg hjem og googlede det, og så talte jeg med min mor. Vi var enige om, at det var angst.
Hvad skete der efter dit første møde med angsten?
Jeg oplevede ikke flere anfald umiddelbart efter. Først da jeg var på vej i et fly til Rom sammen med min søster og mine forældre og bedsteforældre fik jeg et angstanfald igen. Men det føltes anderledes end det i bussen. Jeg begyndte at hyperventilere, fik koldsved og græd. Det var, som om kroppen forsøgte at slippe væk, men fordi hjernen vidste, at jeg hverken kunne kæmpe eller flygte nogen steder hen, så oplevede jeg, at kroppen ’frøs’ i stedet for.
Meget af min angst har senere været forbundet med transportmidler, hvor jeg har følt mig lukket inde og ikke kan komme ud. Jeg begyndte fx at undgå at tage på ferier, hvis det indebar, at jeg skulle flyve, for hvis jeg skulle flyve, tænkte jeg på det flere måneder inden. Og jeg kunne få et angstanfald bare af at tænke på det.
På et tidspunkt kendte jeg en, som gav mig noget hash, jeg lige skulle prøve. Det var en rigtig dårlig idé. Jeg fik et angstanfald, som jeg ikke kunne slippe ud af. Jeg mistede totalt kontrollen, indtil jeg kunne mærke, at jeg ikke var påvirket længere. Episoden gjorde, at jeg ikke længere kunne tage i byen og blive lidt ’tipsy’ af alkohol. Det gav mig nemlig følelsen af ikke at have kontrol, og det duede slet ikke.
Jeg turde ikke fortælle nogen om oplevelsen, fordi jeg syntes, det var så pinligt. Men det var rigtig svært, for mine venner kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke lige skulle have en lille en, når vi var i byen. Nogle gange var jeg nødt til at lade som om, jeg drak lidt.
Hvordan reagerede dine omgivelser på din angst?
Min mor har været meget forstående. Jeg har altid talt meget med hende om mange ting, og vi har også kunnet tale sammen om angsten. Hun kender selv til flyskræk, men det var jeg ikke klar over som barn. Det er først nu i bakspejlet, jeg kan forstå, hvorfor min mor altid blev helt stille, når vi skulle flyve, mens det var min far, der stod for underholdningen.
I starten var det svært at tale med andre end min mor om angsten. Man kommer til at føle sig svag, og jeg var bange for, at folk skulle sige, at jeg bare skulle tage mig sammen. Men det ændrede sig, da jeg mødte min mand. Han er selv så følsom og god til at lytte og gå dybt og analysere. Han er klog på mennesker. Så ham åbnede jeg mig op for. Det medførte, at det blev lettere for mig at tale med andre også.
På et tidspunkt startede jeg så på et smykkestudium på Københavns Erhvervsakademi, og her fik jeg nogle rigtig gode og tætte veninder. De havde selv oplevet stress og angst, og det var en stor hjælp, at vi kunne spejle os i hinanden og støtte hinanden.
Jeg har kun oplevet, at folk har været gode støtter, når de har kendt til min angst. Der er aldrig nogen, der har sagt noget negativt, højst nogle, som ikke helt har kunnet forstå det, eller som måske ikke har vidst, hvad de skulle sige.
Har du fået nogen form for professionel hjælp?
Ja, jeg har været i hypnoterapi. Det var en blanding af samtalecoaching og hypnose med nogle elementer af kognitiv adfærdsterapi, og det har hjulpet. Jeg har også prøvet TFT eller tankefeltterapi, hvor man banker sig selv let på forskellige punkter. Det var en blandet oplevelse. Jeg kan forstå det i forhold til, at man flytter fokus, og jeg tror det hjalp mig lidt at bruge det i flyet.
På et tidspunkt arbejdede både Simon og jeg i LA, og det betød mange flyrejser. Jeg ville ikke lade mig begrænse af, at jeg ikke turde gå ind i et fly, så jeg gik til lægen og fik nogle beroligende piller. Jeg tog en halv pille, en time inden vi skulle flyve, så tog jeg en halv pille efter et stykke tid på flyet, og en halv mere, når virkningen af de første halve var ved at gå væk osv. Jeg kunne gå helt i panik, hvis jeg ikke kunne finde pillerne, når vi skulle af sted.
Da jeg på et tidspunkt gik til lægen igen, for at få flere piller, aftalte vi, at jeg kun skulle tage en halv pille inden flyrejsen, og så en halv pille ved behov. Han forklarede mig, at man kunne blive afhængig af dem, og det, at jeg panikkede, når jeg ikke kunne finde dem, var tegn på, at jeg allerede var afhængig. Det fik mig til at forstå, at det var alvor, og jeg tog færre og færre piller undervejs, indtil jeg glemte at tage dem, når vi først var i luften. Til sidst behøvede jeg slet ikke at tage piller. Det var nok for mig bare at vide, at jeg havde dem med i tasken. Det var dejligt at føle, at jeg kunne selv!
Hvor er du i forhold til angsten i dag?
Jeg er et meget, meget bedre sted og oplever supersjældent angsten. Det har mest været, hvis jeg har været i en ubehagelig og meget stressende situation, hvor jeg ikke har kontrol. Bl.a. var jeg i en sorg- og stressperiode, hvor kroppen reagerede på en måde, som var ukendt for mig, og som jeg ikke forstod, og det medførte, at jeg fik angstanfald.
Og lige nu med coronakrisen bliver angsten for sociale sammenhænge forstærket, fordi vi lever så isoleret. Jeg kommer til at tvivle på mig selv, og det bliver svært at komme ud igen. Men jeg ved også, at når jeg først kommer ud, så skal jeg nok klare det.
På hvilken måde har angsten påvirket dit liv og måske især din karriere både på godt og ondt?
Der kan være lidt socialangst. Jeg er hurtig til at isolere mig, og det er lettest bare at sidde alene. Men man får det værre af det. Derfor er jeg blevet god til at presse mig selv til det, jeg ikke har lyst til. Jo mere jeg gør det jo mindre angst.
I forhold til karrieren er du nødt til at tale med mennesker og deltage i networking events, hvis du vil frem. Det er især svært, når man skal tale med de mennesker, der har indflydelse. Samtidig er det godt at blive presset lidt. Og så snart jeg er ude af døren og møder folk, så går det også godt. Jeg elsker at snakke med andre mennesker og interesserer mig meget for, hvem de er og deres historier.
Skuespillet og modelarbejdet giver også meget. Selv om det kan være svært, og jeg kan være nervøs for at skulle stå på scenen eller foran kameraet, så styrker det selvtilliden, når publikum ser det, man laver, og klapper af en eller på anden måde roser ens arbejde.
Er der noget, du kunne tænke dig at sige til andre med angst – eller måske til mennesker, som slet ikke selv kender til at have angst som en diagnose?
Ja, man skal ikke se angst som et tabu – det er vigtigt at tale om det. Find nogle venner, som kan støtte dig, og som du kan dele det med, når du har det svært. Nogen, som forstår dig og gerne vil hjælpe. Hvis man går og brænder inde med noget, får man mere angst.
I Angst & Stressforeningen er vi superglade for, at du gerne vil være ambassadør for os. Er der noget du især gerne vil bidrage med eller videreformidle i den forbindelse?
Jeg er i den heldige situation, at jeg er i kontakt med mange mennesker via min blog og sociale medier. Her taler jeg åbent om min historik med angst, og det gør mig glad, at jeg kan henvise læserne til Angstforeningens arrangementer og hjemmeside. I mit virke som skuespiller laver jeg også interviews både trykt samt radio og tv. Her kan jeg også få nævnt Angst & Stressforeningen og give mennesker, som lider af angst eller bare er nysgerrige på, hvad angst er, et bedre indblik ved hjælp af denne fantastiske forening.

Det er vigtigt at tale om det. Find nogle venner, som kan støtte dig, og som du kan dele det med, når du har det svært.”

Katrine Køhler Talbot – ambassadør for Angst & Stressforeningen

“

Angsten kan komme til udtryk på mange måder - vi kan alle opleve det

Som ambassadør for Angst & Stressforeningen bidrager Anders til at sætte fokus på, hvor almindeligt det er at opleve angst – også i en tilværelse, hvor man udadtil virker stærk og aktiv.

Anders Lund Madsen er journalist, forfatter og tv-vært. Han er kendt for sin nysgerrighed, humor og evne til at stille spørgsmål, der får os til at tænke.

Anders har været åben om, at han som barn var meget alene og havde social angst. Hans erfaring med angst går tilbage til barndommen, hvor han var bange for både sygdom og dagligdags situationer – som eksempelvis at røre ved dørhåndtag på grund af frygt for bakterier. Senere i livet oplevede han store bekymringer i forbindelse med praktiske situationer som at skulle ringe til fremmede, da han gik på journalisthøjskole og var i praktik. Midt i de svære oplevelser formåede han at overvinde mange af sine frygtreaktioner – en udvikling, der har præget hans tilgang til angst som noget, mange kender på egen krop.

Anders var beæret over at blive udnævnt som ambassadør ved Angst & Stressforeningens 10-års fødselsdag og har siden stået som et vedkommende ansigt i arbejdet med at sætte ord på angstens nuancer og betydning i hverdagslivet.

Anders Lund Madsen ved om nogen, hvad det vil sige at lide af en stort set usynlig og lidet præstigefyldt sygdom. Som barn led han af en form for børneepilepsi, som gjorde, at han fik absencer og faktisk var meget bange! Han var i den forbindelse indlagt en længere periode på børneafdelingen på det gamle Rigshospital. Kongen af afdelingen var Per fra Hanstholm, som kunne prale af at være blevet kørt over af en Ferguson-traktor, der havde efterladt et aftryk af skriften: Good Year i form af blodudtrækninger på hans inderlår. Et så håndgribeligt bevis på sygdom kunne Anders på ingen måde prale af. Der var ikke megen prestige i absencerne, og når de endelig var der, så var han der ikke selv.
Som barn frygtede Anders Lund Madsen også bakterier og giftstoffer. Han havde det dårligt med at røre ved dørhåndtag og andre steder, hvor farlige bakterier florerede. Han fortæller om en episode i 1. klasse, hvor han i en rytmiktime i en blanding af held og uheld kom til at berøre Birgits plisserede nederdel med munden, da han skulle efter hende gennem et tøndebånd. Han turde ikke synke mundvandet, som i løbet af timen hobede sig op. Til sidst forsøgte han at løbe ud på toilettet, men læreren ville vide, hvad han skulle… og han kunne jo ikke … og så endte mundvandet som et vandfald ned over Malene og Pia. Episoden bidrog ikke til hans popularitet.
Da Anders ved en fejl kom ind på journalisthøjskolen, oplevede han den største angst. En del af undervisningen gik ud på at ringe til andre mennesker, og det kunne han ikke li’. Ifølge ham selv var det ikke socialfobi, han kunne bare ikke li’ det. Et grænseområde. Bedre blev det ikke, da han kom i praktik på Ekstrabladet og fortsat skulle ringe til folk, som ikke ville ha’ at man ringede til dem. En dag blev han sat til at dække en historie, der krævede, at han ringede til en mor i Høng, hvis søn var blevet – nå ja, det er måske, som Anders selv sagde, ikke nogen passende historie i Angstforeningens regi – så lad os nøjes med at koge det ned til, at det var en meget ulykkelig historie med en meget ulykkelig mor. Anders overvandt sig selv og ringede til hende. De talte en time, og så ville hun ikke have, at artiklen blev trykt i bladet. Anders blev meget upopulær på Ekstrabladet, da han kom tilbage og fortalte, at artiklen ikke skulle trykkes. Faktisk så upopulær at han ikke fik flere opgaver, hvor han skulle ringe til folk, og i stedet sad han og kedede sig. Men hele episoden, hvor han overvandt sig selv og ovenikøbet fortalte bladet, at artiklen ikke skulle trykkes, gjorde, at han kom over angsten og nu ikke længere er bange for noget som helst.

Hvis man er syg, skal man også have respekt om det, ellers er det dobbelt.”

Anders Lund Madsen – ambassadør for Angst & Stressforeningen

“

Angst er ikke farlig – men krævende

Det føles som at løbe et maraton at komme gennem et angstanfald, selv om det ikke kan ses udefra

Rudi Køhnke er skuespiller og kendt fra dokumentarserien “Rudi er bange” på DR3, hvor han åbent delte sin egen kamp med angst.

Allerede som barn var Rudi præget af bekymringer og eksistentiel angst. Senere oplevede han både gennembrud og sammenbrud i karrieren, hvor angsten fulgte med. I dag beskriver han skuespillet som en kilde til styrke og selvværd.

Som ambassadør for Angst & Stressforeningen ønsker Rudi at skabe større forståelse for, hvad angst gør ved et menneske – også når det ikke kan ses udefra. Han har valgt at stå frem, fordi åbenhed kan gøre det lettere for andre at føle sig mindre alene.

Rudi fortæller, at han allerede som barn var sensitiv og bekymret. Han følte, at han tænkte tanker som snarere tilhørte en voksen. Han var angst for døden, bevidst om at alt er skrøbeligt, og at intet varer evigt. Universets uendelighed provokerede ham stærkt, og af og til fik han angstanfald og kunne vågne skrigende op med mareridt om natten.
Skolen blev et nederlag. Rudi passede ikke ind og forstod ikke, hvorfor han skulle sidde og lære brøker, når han nu var visuel og auditiv. Rudi var et problembarn, og efter de første klasser kom han på specialskole. Men i virkeligheden var det nok ikke barnet, der var problemet, men snarere det at han ikke blev forstået. Rudi kom til at føle sig forkert. Han mistede i en tidlig alder tiltroen til systemet, til samfundet, til andre mennesker og måske værst af alt til sig selv. ”Men det er ikke nogens skyld”, tilføjer Rudi og gentager sætningen flere gange i løbet af interviewet. Han ønsker ikke at træde nogen over tæerne heller ikke dem, der engang har gjort ham uret. ”For måske er de også blevet klogere siden”, siger Rudi, der trods alt forsøger at se det gode i mennesker. Og han er selv et godt menneske. Det kan jeg mærke. Et menneske som bare så gerne vil forstås, som er bange for andres dom, bange for ikke at gøre det godt nok, og som ikke føler, at han har fortjent at have det godt. Men i virkeligheden er han nok – som så mange andre med angst - sin egen hårdeste dommer.
I 2006 fik Rudi et bragende gennembrud i Hella Joofs komedie “Fidibus”. Men han var slet ikke klar til succesen. Han kendte ikke branchen og spillereglerne. Angsten lurede som altid og fik ham ned i knæ. Efterfølgende fulgte en årelang kamp for at komme tilbage til verden og tilbage til skuespillet, som Rudi lever og ånder for. Først i dag føler han selv, at hans karriere for alvor er gået i gang. Og faktisk foregår dette interview over msn, da Rudi har fået hovedrollen i en svensk spillefilm, Fuglefangerens søn, og derfor befinder sig på Færøerne, hvor filmen er ved at blive indspillet. ”Jeg føler velvære, når jeg spiller”, fortæller han. ”Endelig er der noget, jeg er god til, og når jeg går hjem efter en dag på settet og føler, at jeg har gjort et godt stykke arbejde, at replikkerne var lige i skabet, så stiger selvværdet. Jeg bliver lykkelig, når jeg får lov at fortælle smukke historier.” Vi taler lidt om, at det sensitive sind, som ofte kan spænde ben, samtidig er en rig kilde til inspiration, når det gælder arbejdet som skuespiller.
Rudi fortæller, at han på et tidspunkt deltog i et gruppeforløb med kognitiv adfærdsterapi, men at det ikke virkede for ham. Og sådan er det. Vi er alle forskellige, og selv om visse behandlingsformer hjælper et flertal, så vil der altid være nogle, som må søge andre veje.
For Rudis vedkommende har vejen fremad vist sig i form den personlige træner, mentor og coach, Simon, som i dag også er hans ven. Simon er klog på livet og en urokkelig støtte. ”Vi sad i hans lejlighed en dag”, fortæller Rudi,” og jeg fortalte om min angst. Så gav han mig hånden og sagde: Nu tager du min hånd, men når du tager den, skal du love mig, at du aldrig giver op. Hvis du kan love det, slipper jeg den aldrig. Så bliver det livslangt.” Da Rudi troede, at de var færdige med at give hånd klemte Simon til igen og spurgte, om han havde forstået. Rudi så noget i Simons øjne, som gjorde, at han turde tro på ham. ”Simon fortsatte og sagde, at der ville komme nedture, og det ville blive hårdt, men at han ville holde kursen, og jeg bare skulle gøre, hvad han sagde”. Det var det, der skulle til for at få Rudi over på den anden side. ”Han forlader mig ikke, uanset hvor åndsvagt jeg har skabt mig”. Og når Rudi føler angsten, tæsker de den med en omgang hård fysisk træning og kloge samtaler.
I det hele taget er træningscenteret af afgørende betydning. ”Her bliver man klappet på skulderen og klapper selv de andre på skulderen. Der er et stærkt sammenhold. Det giver velvære, og jeg føler mig som ny, når jeg har været der og endnu en gang vundet over angsten”, siger Rudi.
Med årene har Rudi lært, at angsten ikke er farlig, men bare meget ubehagelig. ”Hvis jeg får et angstanfald, siger jeg til mig selv: du ved det slutter, du ved det slutter. Det er med til at afkorte anfaldene og gøre dem mildere.” Rudi tør nu udfordre angsten: ”Vil du danse, så lad os danse. Jeg vinder altid”. Og så løber han et nyt maraton, for det er sådan det føles at komme gennem et angstanfald, selv om det ikke kan ses udefra. Man skal være stærk for at have angst! Simon har også lært Rudi, at han ikke skal slå sig selv i hovedet. Han gør det godt nok og skal ikke lave spøgelser, der siger det modsatte. Det er bare angsten, der taler.
Rudi er på vej op igen i livet og karrieren. Men han er ydmyg og forsøger at undlade at nyde sin succes for meget og ikke at hvile på laurbærbladene. For han vil ikke blive doven. Og et eller andet sted lurer tanken også om, at han kan miste det hele igen. Han lever derfor en stille tilværelse og har det ofte godt med at være alene i sin fritid, selv om han er glad for sine relationer. Han fortæller, at han gennem tiden har mistet nogle venner, muligvis fordi de ikke har forstået ham. ”De har ikke vidst, hvordan de skulle hjælpe, og de har måske følt sig utilstrækkelige. Nogle har måske også opfattet mig som arrogant og har ikke forstået, at det var angsten, der fik mig til at reagere, som jeg gjorde. De har ikke forstået, hvor store kræfter, der har fat i mig, og hvor store kræfter jeg bruger på bare at trække vejret og leve. Vi er simpelthen gået forbi hinanden, og de har ikke forstået, at jeg i virkeligheden gerne ville dem og har brug for at blive forstået af dem, jeg elsker”, siger Rudi, som gennem flere år har leget med tanken om en dag at stå frem og fortælle åbent om angsten netop for at få folk til at forstå. ”Og når man nu ikke kan forklare folk, hvordan det er at have angst, så må man vise det”. Det har Rudi så gjort for åben skærm.
Rudi er bekymret for reaktionerne og glad for, at han stadig er på Færøerne, når de første afsnit af serien sendes. Men nu hvor han selv føler, at han er ved at have lidt overskud igen, håber han, at han med sit bidrag vil kunne skabe mere forståelse og dermed bare en lille ændring for andre, som også kæmper. Jeg forsikrer ham om, at dokumentaren vil komme til at gøre en forskel for rigtig mange, som enten bliver klogere på, hvad angst er, eller som kan identificere sig med hans følelser og vide, at de ikke kæmper alene. Nogen får måske selv mod på at åbne op og fortælle deres nærmeste, hvordan de har det, og hvad de har brug for. Det kan godt være, at Rudi er bange, men han er modigere end de fleste.
Rudi selv er overbevist om, at angsten aldrig vil få ham helt. Han har lært at danse med den, også selv om den med mellemrum tvinger ham i knæ. ”Jeg rejser mig igen, stærk som en margerit, der skyder op gennem asfalten”.

Vil du danse, så lad os danse. Jeg vinder altid.”

Rudi Køhnke – ambassadør for Angst & Stressforeningen