Hvad nu hvis jeg dør fra mine børn? Marias kamp ud af angsten som nybagt mor
Maria Balieu Coughlan har været bange for at blive syg og dø, så længe hun kan huske. Efter begge sine fødsler tog angsten over og begge gange måtte hun kæmpe for at få hjælp. I dag er hun rask og finalist i Miss Danmark 2026.
Lyt til episoden af Højspænding her – eller find den på Spotify, Apple Podcasts og YouTube nederst i indlægget.
Angsten var der fra begyndelsen
Allerede som barn bekymrede Maria Balieu Coughlan sig. Ikke kun om det, mange børn er bange for, men om sygdom, døden og sin egen eksistens. Hørte hun i fjernsynet om noget forfærdeligt i verden, var hun overbevist om, at det også ville ske for hende. Da hun således en dag stak sig på en nål, var hun sikker på, at hun ville få blodforgiftning og dø.
Da hun senere tog på efterskole 9-10 klasse i Nordjylland skiftede angsten karakter. Her kom de første panikanfald - ofte om aftenen, når hun skulle sove. Hjertebanken, åndenød, svedige håndflader og en overvældende frygt.
Hver gang ringede hun grædende til sin far i København, og han talte hende til ro over telefonen. Selvom hub havde gode venner på skolen, følte sig alligevel alene med det. Han var derfor den eneste, der rigtig forstod hende.
Efter efterskolen flyttede hun hjemmefra og med sit eget sted faldt der ro på i en årrække.
Da kroppen gik i alarm
Da Maria som 22-årig blev mor havde hun glædet sig enormt. Hun opfattede dog moderskabet som et pres, hvor alle havde en mening om, hvordan man skulle være mor, men hun ville bevise, især på grund af hendes egen opvækst, at hun kunne det, selvom hun var ung.
Da hendes datter var knap et år, begyndte det dog at gå galt. Kroppen havde forandret sig efter graviditeten, hun havde ondt i maven, og tankerne begyndte at køre om Havde hun gået for meget i solarie og givet sig selv hudkræft? eller Havde hun det måske allerede?
Hun havde en følelse af at være ude af sin egen krop. En indre rysten, som om hele kroppen vibrerede. Stik, stød op i hovedet og en fornemmelse af, at maden satte sig fast i halsen. Til sidst sov hun næsten ikke og kunne knap forlade hjemmet.
Og selvom hun var omgivet af sin daværende kæreste, hans og sine egne forældre trak hun sig og når hun var til fødselsdage, var hun ikke rigtig til stede.
Da hjælpen ikke kom
Maria gik heldigvis til sin læge. Her fik hun en henvisning til psykolog med omkring seks måneders ventetid og en liste over private psykologer. Desværre var det sommerferie, og som ung mor havde hun ikke råd til at betale selv.
De næste tre måneder gik det hurtigt ned ad bakke. Hun havde en etårig, hun skulle være mor for, samtidig med at hun selv var ved at falde fra hinanden.
Til sidst tog hun ind på psykiatrisk afdeling. Første gang blev hun sendt hjem, da de ikke mente hun havde det dårligt nok. Kort efter var hun der igen, så panisk, at en let forhøjet temperatur fik hende helt ud af den. Hun sad der det meste af dagen, mens personalet vurderede, om hun kunne blive.
Da de var ved at sende hende hjem igen, sagde hun med sin far ved sin side:
"Hvis I ikke hjælper mig, altså så går jeg ud foran en lastbil."
Først da beholdt de hende. Hun fik en pille og sov i tolv timer. Det blev til én enkelt overnatning.
Det gav hende dog en henvisning til et angstgruppeforløb 3 måneder efter i Københavns Kommune. Maria tænker i dag ofte, at hendes forløb måske ikke var blevet så alvorligt, hvis hjælpen var kommet tidligere.
Gruppen var for mennesker med generaliseret angst og ramte ikke helt hendes sygdomsangst. Men hun kom også til en psykiater og fik medicin, og så begyndte kroppen langsomt at larme mindre. Herfra kunne hun arbejde med sig selv og komme ud i livet igen. Det tog flere år.
Som et lyn fra en klar himmel
Maria Balieu Coughlan troede ikke, det kunne ske igen. Men et par måneder efter hun havde født sin yngste datter, var hun på gåtur med sin mand, og så ramte angsten hende pludselig. Hun var ikke i tvivl om, at den var tilbage. Fordi det skete på samme tidspunkt efter begge fødsler, tror hun i dag, at det har været efterfødselsreaktioner.
Denne gang handlede hun med det samme. Hun fik en tid hos lægen, fortalte at hun havde prøvet det før, og bad om medicin. Men det var en ny læge, og hun blev sat i gang uden de opfølgende samtaler, man bør have, når man starter på den slags.
De første en til to måneder gjorde medicinen hende markant dårligere. På et tidspunkt havde hun ikke sovet i tre døgn. Da hun gik tilbage til lægen, var svaret, at de ikke kunne hjælpe hende, og at hun måtte tage på psykiatrisk afdeling. Den afdeling, der ikke behandler angst.
Ved et af lægebesøgene var hendes mand på forretningsrejse, og hendes far var med i stedet. Her spurgte lægen, om de skulle lave en underretning til kommunen, fordi hun måske ikke havde ressourcerne til at tage sig af sin nyfødte.
For Maria var svaret klart. Det var angst. Hun vidste, hvad det var, og hun kunne godt passe sit barn, selvom hun havde det skidt. For af den energi der var tilbage brugte hun på sin datter.
Hendes sundhedsplejerske, som kendte hende i forvejen, ringede til lægen og protesterede. Bagefter fik Maria at vide af lægesekretæren, at lægehuset havde adgang til hendes forældres journaler og kunne se morens alkoholmisbrug. Det var derfor, de var bekymrede.
Ikke desto mindre fik det hele familien til at skifte læge og de fik medhold i en efterfølgende klage til Styrelsen for Patientklager. Det gav hende ikke noget konkret, siger hun. Kun en bekræftelse af, at hun ikke var blevet behandlet ordentligt.
Skyer, der får lov at drive forbi
Det, der for alvor vendte det, var metakognitiv terapi. Sideløbende med medicinen besluttede Maria og hendes mand at betale for et forløb selv. Hun havde hørt om metoden år forinden, da manden i en familie, hun arbejdede for, viste hende en bog om den.
Da hun startede, scorede hun højt på alle skemaer. Da hun sluttede, var det stik modsat.
Metoden handler om ikke at give hver tanke opmærksomhed. Maria forklarer det med skyer, der driver forbi i løbet af dagen:
“Man behøver ikke kigge på dem alle sammen. Det er ligesom den lyserøde elefant i hjørnet, som man kigger endnu mere på, jo mere man prøver at lade være. Pointen er at bruge mindre energi på bekymringer og hvad-nu-hvis og mere på at være til stede. Selvom det lyder nemmere, end det er”
siger hun, men med de rigtige værktøjer kan det lade sig gøre.
I dag har Maria det godt. Angsten kan stadig dukke op, men den styrer ikke længere hendes liv. Hun ved, hvad hun skal gøre, når den kommer.
Derfor står hun frem
Den største grund til, at Maria Balieu Coughlan meldte sig til Miss Danmark, var muligheden for at arbejde for et velgørende formål. Det var ikke tilfældigt, at hun rakte ud til Angst & Stressforeningen. Hun ville hjælpe andre, fordi hun selv manglede hjælpen og stod meget alene.
Hendes budskab er, at angst kan ramme alle, uanset alder, baggrund eller hvordan livet ser ud udefra. Og at man ikke er alene. Hjælpen findes og man kan få et godt liv igen, også selvom det ikke føles sådan, når man står i det.
Maria fortæller hele sin historie i Højspænding - Angst & Stressforeningens podcast, hvor mennesker med angst og stress tæt inde på livet fortæller, hvad der ledte op til, hvad der skete undervejs, og hvad de har lært.
Lyt til episoden der, hvor du hører podcasts:
YouTube: