På overfladen gik det på gymnasiet fint for den udadvendte elev Rasmus Jungersen Emborg. var god til sport og klarede sig fagligt fint. Alligevel følte han sig fanget i sit eget hoved rent socialt. Kulminationen ovenpå en hæsblæsende 18-års fødselsdagsfest under en studieudveksling til Tyskland, tvang ham til at søge en anden vej. I dag er angsten for det meste væk.
Lyt til episoden af Højspænding her – eller find den på Spotify, Apple Podcasts og YouTube nederst i indlægget.
Når utryghed i sammenhold skaber angst
For mange, er ens studie klasse en tid, hvor tætte bånd bindes. Men ikke for Rasmus. Han taler end ikke med nogle derfra længere. Sammenholdet var, særligt blandt drengene, pakket så meget ind i sarkasme og ironi, at det føltes utrygt. Så selvom han havde gode venner andre steder, satte det sig hurtigt:
"Det føles ikke trygt at åbne op eller tale om svære ting, fordi du vidste du ville blive drillet med det”
Før han overhovedet kom ind ad døren kunne han køre en kalkule af scenarier i hovedet, der kunne få ham til at blive hjemme. Overanalysen af, hvad andre tænkte pakkede en stor del af sin personlighed væk i de situationer, hvor han følte sig utryg.
Da han samtidig var god til sport og klarede sig godt i skolen, lagde folk udadtil ikke mærke til det.
Men på et tidspunkt tippede det. Rasmus nåede et punkt, hvor han var villig til at bruge alkohol som en copingmekanisme. Overtænkningen forsvandt, med det resultat at han kunne vælte ind og ud af samtaler, fordi det bånd, han havde lagt på sin egen personlighed, løsnede sig.
Det virkede, og det var netop det, der var problemet. For som han selv beskriver det, var det en belejlig strategi til at slippe ud af sit eget hoved. Men han følte sig også fanget i sit eget fængsel.
Da angsten ramte bunden i Tyskland
Under en udveksling i Tyskland gik det galt. En tysk pige havde et godt øje til ham, men Rasmus turde ikke gøre noget ved det. Da han fyldte 18 havde værterne arrangerede en kæmpe fest for ham. Han frygtede at miste kontrollen, samtidig med, at han vidste, at det måske var hans sidste chance for at gøre noget ved det med pigen.
Festen gik galt på alle måder. Der gik ting i stykker i huset, så værterne blev sure Rasmus havde ikke held med pigen.
"Der ligger jeg så på min 18-års fødselsdag og græder mig selv i søvn. Det var bare lose, lose, lose hele vejen rundt."
Det var den nat, noget klikkede. Rasmus var blevet så desperat, at han var klar til at gøre hvad som helst for at komme ud af det.
30 dages udfordringen der ændrede alt
På YouTube kanalen Project GO fandt Rasmus tre unge mænd han kunne spejle sig i. De delte hvordan de selv havde haft det svært socialt, og hvordan de var kommet ud på den anden side ved at udfordre hinanden til at tale med fremmede.
Rasmus besluttede sig derfor, med lidt moderering at begive sig ud i deres 30-dages udfordring, som dybest set var eksponeringsterapi ifølge Rasmus. Her udsætter man sig gradvist for det, man frygter, og lærer, at det ikke er så farligt, som kroppen siger.
En dag kunne han ringe og fortælle en joke til en tilfældig virksomhed. En anden gik han på gaden og gav tilfældige mennesker high fives. Senere spurgte han fremmede, om de ville med på date og en bytur helt alene blev det også til. Alt sammen dybt grænseoverskridende, men det forandrede hans liv, fordi han lærte, at angst og personlighed ikke nødvendigvis er faste størrelser. Det er noget man kan ændre.
Til festerne indførte han f.eks. en regel, hvor de ti første mennesker, han mødte, fra det øjeblik han trådte ud af døren, skulle han tale med. Når han så kom ind til festen, var han varmet op.
"Jeg gav mig ikke noget valg. Det var hundrede procent: De første ti, uanset hvad."
Reglen holdt, indtil han havde det så meget bedre, at han ikke længere havde brug for den.
I dag er han mere eller mindre sluppet af med angsten. Han kan stadig mærke den, når han er drænet og skal ind i en samtale, hvor han føler, at han bryder ind. Men nu han har redskaberne.
Sejr gjorde op med berøringsangst
Rasmus er en ivrig debattør. Han er politisk aktiv i DSU og har stiftet den klimapolitiske forening GAIA. Da han i sommeren 2026 vandt Dansk Ungdoms Fællesråds prestigefyldte DM i debat, markerede det et vendepunkt. For i et meget personligt indlæg på Facebook, delte han de udfordringer angsten var udbredt af.
En stor del af modet og vedholdenheden kom fra Dansk pickup- online forum, hvor Rasmus skrev anonymt. Han førte en slags dagbog og skrev hver dag om udfordringerne, om det, der gik godt, og det, der ikke gjorde. Det gav ham mod til at tage de større udfordringer, fordi han kunne spejle sig i andre danske mænd, der var på en lignende rejse.
Rasmus er klar over, at miljøet omkring pickup har et dårligt ry, og at det til dels er velbegrundet. Medierne har fortalt om mennesker, der har gjort forfærdelige ting og de problemer der ligger idet man kalder manosfæren. Han mener at man i stedet skal se det som et spektrum, idet det er en fejl at sætte alle i den samme kasse. For at tale med kassedamen i Netto og være oprigtigt nysgerrig på hendes dag er langt fra overskrifterne man læser om.
Rasmus' pointe er, at skam gør det sværere at få hjælp. Man risikerer, at unge mænd holder det for sig selv, ikke får behandling eller i stedet ender i algoritmernes doom-scrolling. Han vil hellere have en åben samtale, så de tør tale med venner, familie eller en psykolog, før det går den vej.
“Det er ligesom med tennis: Man ved godt, at de første 500 bolde ryger forbi. Når det så gælder det sociale, glemmer vi, at det også er noget, man kan øve.”
Han understreger, at der skal være plads til forskellige veje ud af angsten. Det er godt, at flere går til psykolog. Men nogle har ikke råd eller har ligesom ham haft en dårlig oplevelse. Så skal der også være værktøjer, man selv kan gribe fat i, så længe de er ordentlige. .
Rasmus fortæller hele sin historie i Højspænding, Angst & Stressforeningens podcast, hvor mennesker med angst og stress tæt inde på livet fortæller, hvad der ledte op til, hvad der skete undervejs, og hvad de har lært.
Lyt til episoden der, hvor du hører podcasts:
YouTube: