Jeg hedder Olivia, er 14 år (15 til juli) og har kæmpet meget med angst, siden jeg tilbage i 2021 fik mit første angstanfald, hvor jeg troede, jeg skulle dø.

Det kan være, du har set mig før- enten på Angst & Stressforeningens hjemmeside, hvor jeg har medvirket i et projekt om skolefravær (Ikke i skole – Hvad så?, red.) eller på Instagram. Jeg har nemlig min profil ‘oliviagry_’, hvor jeg bl.a. snakker om emner som angst, ADHD og udredning.

Derudover bruger jeg også meget tid på min virksomhed NORDTORP SMYKKER og deler i den forbindelse også content på min virksomheds Instagram.

Jeg går i 8. klasse (9. efter ferien), men har, hovedsageligt grundet min angst, nedsat skoleskema og går derfor lige nu kun i skole til kl. 12:00 de fleste dage. Jeg er vokset op i en tryg og støttende familie bestående af min mor, far, lillesøster og til dels mine to hunde, som vi fik da jeg var hhv. 7 og 14 år. Men til trods for min støttende familie var der mange udfordringer i løbet af min barndom, efter jeg blev omkring de 4 år. Jeg havde det svært det sidste halvandet års tid i børnehaven, havde mange udfordringer i de mindre klasser, hvor jeg bl.a. blev udsat for mobning, og så endte jeg med at skifte skole for første gang, da jeg var 10. På den nye skole blev jeg også mobbet og fik mit første angstanfald.

Jeg tror egentlig altid, jeg har vidst, at jeg var lidt anderledes. Men jeg var ikke anderledes på den måde, man normalt tænker anderledes omkring interesser osv., men mere ift. hvordan jeg reagerede i forskellige situationer, og hvordan jeg generelt så på ting. Eksempelvis har jeg altid haft et meget stort temperament og en meget stor retfærdighedssans, hvilket tit kom til udtryk som konflikter med andre jævnaldrende.Jeg har også i mange tilfælde følt mig misforstået og har bare generelt haft svært ved ting, som andre let gjorde og omvendt også haft let ved ting, som andre havde sværere ved.

Dengang vidste jeg ikke, at jeg havde ADHD, men fik først selv mistanken om ADHD, da jeg var omkring 12 år. Jeg fik min ADHD-diagnose i efteråret 2024.Jeg tror helt klart, at min ADHD eller nærmere de rammer, jeg ikke passede ind i og den måde, jeg følte mig misforstået på, er en del af grunden til, at jeg udviklede angst. Men jeg tror også, at andre faktorer som eksempelvis, at jeg blev udsat for mobning, har været en del af grunden til, at jeg endte med at udvikle angst.

Mit allerførste angstanfald fik jeg i en periode, hvor jeg blev voldsomt mobbet og dermed var meget presset, så jeg tror, at det ligesom blev dråben, der gjorde, at jeg fik mit første angstanfald.

Det første angstanfald

Det var en tidlig aften i august 2021, og jeg var til et klubarrangement på min daværende skole. Jeg var 11 år og var lige startet i 5. klasse.

Alt var som det plejede, indtil jeg lige pludselig fik det virkelig mærkeligt. Først blev jeg forvirret og anede ikke, hvad der skete med mig. Det hele virkede forkert og anderledes. Jeg havde det ubehageligt, men vidste til at starte med ikke, hvad jeg følte. Panikken overtog mine tanker, og jeg gik om på den anden side af skolen, hvor der ikke var andre. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, eller hvad der skete.

Men så kom tanken pludseligt op i mit hoved: “Jeg er ved at dø, det er en dødsproces, min krop har gang i”. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende før, så jeg syntes, det gav mening, at jeg var ved at dø, for det havde jeg jo aldrig prøvet før. Overbevisningen om, at jeg var ved at dø, overtog hurtigt min tankegang. Jeg kan huske, jeg tænkte: “Det var da ærgerligt, jeg ikke blev ældre”.

Jeg var 11 år og troede, jeg skulle dø. Det burde ingen 11-årig opleve. Det burde ingen opleve.

Jeg ringede panisk til mine forældre uden helt at vide, hvad jeg skulle sige. For hvad følte jeg egentlig? Var jeg bange? Mens jeg snakkede med min mor, gik det op for mig, hvad det var, der skete, og hvad det var, jeg følte. Jeg var bange.

Jeg endte med at blive hentet af min far, og allerede på vejen hjem blev jeg bevidst om, at det var et angstanfald, jeg havde. Jeg havde nemlig engang set et indslag i UltraNyt med én, der havde angst og fortalte om angstanfald, og jeg kunne virkelig spejle mig i det, jeg havde hørt om at have angstanfald.

Ændrede alt

Aftenen, hvor jeg fik mit første angstanfald, viste sig at ændre alt. Det endte med at ændre mit liv og har sat sig som en nærmest traumatisk oplevelse.

Siden mit første angstanfald, har jeg kæmpet meget med angst. Jeg har haft mange angstanfald, og værst af alt har hele mit liv i de seneste snart fire år handlet om at undgå flere angstanfald. Jeg har undgået så meget, som jeg egentlig gerne ville, fordi jeg har frygtet at få flere angstanfald. Og det gør jeg stadig.

Min mor er kommet på tabt arbejdsfortjeneste, for at jeg kan komme i skole. For jeg tør ikke være særlig langt væk fra mine forældre af frygt for at få angstanfald, når jeg ikke er sammen med mindst én af dem. Pga. min angst har jeg haft delvis skolevægring i flere perioder og har det til dels stadig, da jeg ikke kan holde til at være i skole i samme antal timer som andre. Jeg har haft svært ved at have noget socialt, da angsten i mange tilfælde gør det uoverskueligt, når jeg ikke kan være væk fra mine forældre.

Sådan står det til i dag

I dag går det bedre. Det går fremad, langsomt fremad. Tilbage i januar startede jeg på ADHD-medicin, og jeg er lige begyndt på angstmedicin. Jeg har før gået til flere psykologer, men det har ikke rigtigt hjulpet mig, så jeg håber på, at angstmedicinen på sigt kan tage toppen, så jeg får større overskud til at arbejde med min angst. ADHD-medicinen har hjulpet meget på min koncentration, så det er meget positivt. Det har nok medført, at jeg har fået mere overskud til at øve at kæmpe mod min angst. Generelt kører det også ret godt med skolen for tiden, og det tror jeg virkelig også gør, at jeg i mindre og mindre grad bliver begrænset af min angst.

Samtidig er jeg nok et sted lige nu, hvor jeg virkelig kan se, hvor meget min angst har ødelagt og stadig ødelægger for mig og min familie. Og det er jeg virkelig træt af, så jeg tror lidt, jeg har opbygget noget mod til at øve mig mere i alt det svære.

Jeg kan ikke som sådan mærke nogen stor effekt af angstmedicinen endnu. Men det kan selvfølgelig godt være, at den også har en part i, at jeg begynder at kunne være bedre i angsten og kæmpe imod den.

Min angst fylder mindre og mindre i min hverdag, men det er en lang proces. Jeg er fuld af håb og troen på, at jeg får det bedre. Og det tror jeg er vigtigt, for at få det bedre. Man skal tro på det. Jeg har ikke altid selv troet på, at det ville blive bedre, men det gør jeg nu. Jeg ved, det bliver bedre.

Vil bryde tabuet

Jeg fortæller min historie, fordi jeg brænder for at bidrage til at bryde med tabuet om psykisk sygdom. For jeg tror stærkt på, at uvidenhed er den allerstørste fjende, vi der kæmper med angst har (ud over angsten i sig selv selvfølgelig). Og den allerstørste konsekvens af, at noget er et tabu, er, at folk er uvidende. Selvom psykisk sygdom er et svært emne og kan være svært at snakke om, er det ikke den rette løsning bare at lade være at snakke om det. For det hjælper ikke noget.

Jeg vil langt hellere have, at folk stiller spørgsmål, end at folk ender med at være ekskluderende. Og det er mit klare indtryk, at langt de fleste, der ligesom jeg selv kæmper med en psykisk diagnose, har det på samme måde. Uvidenheden bliver kun større, når vi ikke snakker om det, og det skaber endnu flere udfordringer og unødvendige fordomme om dét at kæmpe med eksempelvis angst.