To ud af tre med angst og stress oplever, at overtænkning går ud over søvn og koncentration - sommerferien kan gøre det værre
PRESSEMEDDELELSE
Pressefoto: AI-genereret
Mange med angst og stress oplever, at overtænkning påvirker deres søvn, koncentration og handlekraft negativt. Det viser en ny undersøgelse, hvor knap 2 ud af 3 samtidig svarer, at de ofte har hovedet fyldt med mange bekymringer på én gang. I sommerferien kan problemet blive forstærket, når faste rutiner forsvinder.
Ifølge en ny undersøgelse fra Angst og Stressforeningen svarer 66 % med angst og stress, at overtænkning i høj eller meget høj grad påvirker deres søvn, koncentration og/eller handlekraft negativt. Samtidig oplever 64 %, at deres hoved ofte er fyldt med mange bekymringer på én gang, mens 62 % svarer, at det er svært at stoppe overtænkning.
Hos Angst & Stressforeningen er tallene tegn på en tendens, som for mange med angst og stress forværres i ferieperioder:
”Mange tror, at de skal tænke sig frem til mere ro i ferien. Men ofte sker det modsatte. Jo mere tid vi bruger på at analysere, kontrollere og forsøge at løse vores bekymringer, desto mere opmærksomhed giver vi dem. Det kan fastholde både angst og stress – også når de ydre omstændigheder egentlig er gode,” siger Carsten Juul, psykolog og formand for Angst & Stressforeningen.
Flere har fundet veje ud af overtænkningen
Selvom tallene viser, at overtænkning er en stor udfordring, peger undersøgelsen også på, at mange finder strategier, der hjælper. Fire ud af ti med angst og stress (40 %) svarer, at de har fundet metoder, som gør det lettere at håndtere overtænkning og bekymringer.
Ifølge Angst & Stressforeningen er det et vigtigt budskab op til sommerferien:
”Det er ikke farligt, at tankerne dukker op. Det afgørende er, hvordan vi forholder os til dem. Mange oplever, at de får mere ro, når de stopper med at fokusere på tankerne og i stedet vender opmærksomheden mod det, de gerne vil bruge deres tid på,” siger Carsten Juul.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført af YouGov for Angst & Stressforeningen. 1.461 danske respondenter i alderen 20-60+ år, som har eller har haft angst og/eller stress, har deltaget. Respondenterne er rekrutteret via YouGov-panelet, og data er vejet på køn, alder og geografi på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.
Fakta fra undersøgelsen
66 % med angst og/eller stress oplever, at overtænkning påvirker deres søvn, koncentration og/eller handlekraft negativt.
64 % med angst og/eller stress oplever ofte, at hovedet er fyldt med mange bekymringer på én gang.
62 % med angst og/eller stress oplever, at det er svært at stoppe overtænkning.
74 % med angst og/eller stress oplever, at deres bekymringer bliver værre, når de er under pres.
61 % med angst og/eller stress oplever, at bekymringer gør det svært at falde i søvn eller sove godt.
40 % med angst og/eller stress har fundet strategier, der hjælper dem med overtænkning.
Om Angst & Stressforeningen
Angst & Stressforeningen er en landsdækkende organisation, der arbejder for rettidig hjælp, bedre vilkår og en stærkere offentlig samtale om angst og stress. Foreningen tilbyder rådgivning, fællesskaber og viden til mennesker berørt af angst og stress og arbejder samtidig for at udfordre den måde, vi forstår angst og stress på.