Ekstraordinær generalforsamling

Dagsorden til ekstraordinær generalforsamling
den 21. september kl. 17.00
Blekinge Boulevard 2, 2640 Taastrup

Punkt 1. Vedtægtsændringer:

Nuværende: Stk. 3. Møde- og stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer, som har betalt gyldigt kontingent en måned før generalforsamlingen. Der kan stemmes ved fuldmagt. Hvert medlem kan højst medbringe fuldmagt fra to andre medlemmer. Fuldmagten skal være skriftlig. Der er desuden mulighed for at afgive sin stemme ved fremsendelse af anbefalet brev til foreningens kontor senest 8 dage før generalforsamlingen. Stemmesedlen skal være personligt underskrevet og medlemsnummer fremgå.

Ændring: Stk. 3. Møde- og stemmeberettigede på generalforsamlingen er:

  • Personlige medlemmer, som har betalt gyldigt kontingent senest en måned før generalforsamlingen. Hvert personligt medlemskab giver én stemme.

  • Familier, der har tegnet et familiemedlemskab og har betalt gyldigt kontingent senest en måned før generalforsamlingen. Hvert familiemedlemskab giver én stemme.

Erhvervsmedlemmer har ikke stemmeret.

Der kan stemmes ved fuldmagt. Hvert medlem kan maksimalt medbringe fuldmagt fra to andre medlemmer. Fuldmagten skal være skriftlig.

Det er desuden muligt at afgive sin stemme ved at sende en stemmeseddel som anbefalet brev til foreningens kontor senest 8 dage før generalforsamlingen. Stemmesedlen skal være personligt underskrevet, og medlemsnummeret skal fremgå.

Nuværende: Stk. 5. Medlemmerne betaler et af generalforsamlingen fastsat kontingent. Kontingentet for indeværende regnskabsår skal betales senest den 1. februar.

Ændring: Stk. 5. Ved indmeldelse opkræves kontingentet fra den førstkommende måned og dækker de følgende 12 måneder.

Kontingentet kan betales enten for hele året eller kvartalsvis, afhængigt af hvad der bedst passer det enkelte medlem. Betalingen håndteres via en betalingsservice, som sikrer en enkel og sikker betalingsproces.

Nuværende: Stk. 6. Bestyrelsen kan oprette støttemedlemskaber for interesserede foreninger, institutioner, organisationer og virksomheder.

Ændring: Stk. 6: Bestyrelsen kan oprette støttemedlemskaber for interesserede foreninger, institutioner, organisationer og virksomheder. Virksomheder kan desuden optages som erhvervsmedlemmer.

Punkt 2. Fastsættelse af kontingent:

Nuværende kontingentsatser er som følger:

  • Medlemskab med post kr. 350,- kr. hver år

  • Medlemskab, download kr. 250,- hver år

Forslag til nye kontingentsatser: medlemskabsstruktur og kontingentsatser

Vi foreslår følgende medlemskabsordning med tilhørende kontingentsatser:

Ungdomsmedlemskab (til og med 29 år):

  • 25 kr. pr. kvartal

  • 100 kr. om året

Personligt medlemskab (fra 30 år):

  • 62,50 kr. pr. kvartal

  • 250 kr. om året

(Tillæg for at modtage Eftertanke med post kr. 100 i adm. bidrag pr. år.)

Familiemedlemskab:

Dækker hele husstanden, inkl. hjemmeboende børn

  • 118,75 kr. pr. kvartal

  • 475 kr. om året

(Tillæg for at modtage Eftertanke med post kr.100 i adm. bidrag pr. år.)

Erhvervsmedlemskab

Kontingentet for erhvervsmedlemskab fastsættes af generalsekretæren ud fra retningslinjerne fra bestyrelsen.

Generalsekretæren, holder bestyrelsen orienteret.

Punkt 3. Div.


BILAG 1

Forslag til ændringer af Angst & Stressforeningens vedtægter

Fremsat af bestyrelsesmedlem Mia Attle

1. Mulighed for omkonstituering af bestyrelsen – § 7, stk. 8 og 9

Nuværende ordlyd:

Stk. 8. Senest 14 dage efter nyvalg til bestyrelsen afholdes konstituerende møde, hvor bestyrelsen af og blandt sine medlemmer vælger formand, næstformand, kasserer og sekretær.

Stk. 9. Alle tillidsposter gælder for hele valgperioden.

Forslag til ny ordlyd:

Stk. 8. Senest 14 dage efter nyvalg til bestyrelsen afholdes konstituerende møde, hvor bestyrelsen af og blandt sine medlemmer vælger formand, næstformand, kasserer og sekretær. Bestyrelsen kan i valgperioden ved simpelt flertal beslutte at foretage en ny konstituering. En omkonstituering ændrer ikke det enkelte bestyrelsesmedlems valgperiode.

Nuværende stk. 9 udgår.

Begrundelse:

Bestyrelsesmedlemmer vælges for to år, og i løbet af en valgperiode kan medlemmernes muligheder og ønsker ændre sig. Det bør derfor være muligt at ændre den interne fordeling af tillidsposter uden, at et bestyrelsesmedlem samtidig skal udtræde af bestyrelsen.

Det kan eksempelvis være relevant, hvis fx en kasserer eller sekretær ikke længere ønsker eller har mulighed for at varetage kasserer funktionen.  

2. Tydeliggørelse af rolle- og ansvarsfordelingen mellem bestyrelsen og generalsekretæren – § 7, stk. 10

Nuværende ordlyd:

Stk. 10. Bestyrelsen kan nedsætte et forretningsudvalg, som i det daglige skal stå for foreningens forskelligartede forretninger og aktiviteter. Foreningen kan også udpege en direktør eller daglig leder til at varetage foreningens daglige drift.

Forslag til ny ordlyd:

Stk. 10. Bestyrelsen varetager foreningens overordnede strategiske, organisatoriske og økonomiske ledelse. Generalsekretæren varetager foreningens daglige ledelse og drift inden for de af bestyrelsen fastlagte rammer og refererer til den samlede bestyrelse. Bestyrelsen kan nedsætte et forretningsudvalg, udvalg og arbejdsgrupper efter behov.

Begrundelse:

Generalsekretærfunktionen er en ny funktion i Angst & Stressforeningen, som først blev etableret i efteråret 2025. De nuværende vedtægter er derfor udformet på et tidspunkt, hvor foreningen ikke havde en generalsekretær, og beskriver ikke den ledelsesstruktur, vi har i dag.

I takt med at organisationen har udviklet sig, giver det mening, at vedtægterne også afspejler den nuværende struktur og tydeligt beskriver ansvars- og kompetencefordelingen. Bestyrelsen har det overordnede ansvar og fastlægger de strategiske, organisatoriske og økonomiske rammer, mens generalsekretæren har ansvaret for den daglige ledelse og drift inden for disse rammer.

Muligheden for at nedsætte et forretningsudvalg, udvalg og arbejdsgrupper bevares.

3. Formulering ved stemmelighed i bestyrelsen – § 7, stk. 13

Nuværende ordlyd:

Stk. 13. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 bestyrelsesmedlemmer er til stede. Hvert bestyrelsesmedlem har én stemme, ved stemmelighed har formanden 2 stemmer.

Forslag til ny ordlyd:

Stk. 13. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 bestyrelsesmedlemmer er til stede. Hvert bestyrelsesmedlem har én stemme. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Begrundelse:

Alle bestyrelsesmedlemmer er ligeværdige medlemmer af bestyrelsen, og det er derfor mere naturligt og demokratisk tydeligt, at hvert medlem har én stemme. Formanden har således ikke to stemmer, men én stemme på lige fod med de øvrige bestyrelsesmedlemmer.

Samtidig bevares muligheden for at træffe en afgørelse ved stemmelighed, idet formandens stemme i denne situation er afgørende. Formuleringen om, at formandens stemme er afgørende ved stemmelighed, er desuden en almindeligt anvendt model i foreningsvedtægter.

4. Konsekvensændring af tegningsreglen – § 9, stk. 1

Nuværende ordlyd:

Stk. 1. Foreningen tegnes af formanden og direktøren/den daglige leder eller i formandens forfald af næstformanden og direktøren/den daglige leder eller af 3 medlemmer af bestyrelsen, hvoraf én skal være formand eller næstformand.

Forslag til ny ordlyd:

Stk. 1. Foreningen tegnes af formanden og generalsekretæren eller i formandens forfald af næstformanden og generalsekretæren eller af 3 medlemmer af bestyrelsen, hvoraf én skal være formand eller næstformand.

Begrundelse:

Da foreningen nu har etableret en generalsekretær funktion, og generalsekretæren foreslås skrevet direkte ind i § 7, stk. 10, bør samme betegnelse anvendes konsekvent i vedtægternes tegningsregel.

Der er således tale om en konsekvensændring, der bringer vedtægternes terminologi i overensstemmelse med foreningens nuværende organisations- og ledelsesstruktur.

Næste
Næste

Stress eller mistrivsel? Vi bliver nødt til at kende forskellen